Apoteket er ofte det første sted, borgeren henvender sig med spørgsmål om medicin mod en lidelse, og apoteket kan spille en større rolle som borgerens ambassadør i medicinspørgsmål og som indgang til andre sundheds- og forebyggelsestilbud.

Apotekerne møder alle borgere – også borgere, som kan være svære for kommuner at komme i kontakt med, og som sjældent kommer hos deres praktiserende læge. Regioner, kommuner, læger og andre sundhedsprofessionelle kan udnytte apotekerne som unikt kontaktpunkt over for borgerne i forbindelse med kampagner, screening, rekruttering til forebyggelsesindsatser mv.

Apoteket kan bidrage med tidlig opsporing af sygdom og vejledning om, hvor borgeren skal henvende sig i sundhedsvæsenet. For borgere i risikogrupper kan apoteket bidrage med lokale screeninger og tests både i forhold til at monitorere kroniske sygdomme og for at opdage mulige ikke diagnosticerede sygdomme.

Apoteket kan også hjælpe borgerne med at få overblik og sammenhæng i deres kontakt med sundhedssektoren. Apoteket kan hjælpe borgerne med at overskue og forstå information givet andre steder i sundhedssektoren og hjælpe borgeren med at overskue tilskudsmuligheder og vælge mellem sundhedstilbud.

Apoteker og kommuner kan samarbejde om sundhedstilbud til borgerne, så apoteket eksempelvis kan hjælpe borgerne ved at orientere om sundhedsydelser hos andet sundhedsfagligt personale.

I Sverige og Finland afprøves ordninger, hvor apoteket hjælper borgerne med at booke aftaler til sundhedsydelser hos andet sundhedsfagligt personale.