WHO og EU har en målsætning om, at 75 procent af borgere i risikogrupperne bliver vaccineret mod influenza. I sæson 2017/2018 var vaccinationsraten for ældre 50 procent i Danmark.

Mange borgere vaccineres på apotek. Det sker på delegation af en læge. Vaccination på apotek øger tilgængeligheden til vaccination for risikogrupper og bidrager til, at flere bliver vaccineret.

For at udnytte de lokale ressourcer og sikre at flere vaccineres, skal farmaceuter og farmakonomer ansat på apotek kunne opnå en opgavespecifik autorisation til selvstændigt at vaccinere imod influenza og eventuelt også udvalgte sygdomme.

Det vil være en gevinst for både den enkeltes sundhed og trivsel og for sundhedssektoren som helhed. Vaccination skal ske med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger om vaccination.

I en række lande som Storbritannien, Irland, Portugal og Schweiz vaccinerer apoteket mod influenza. Et fælles træk for landene er, at apotekets farmaceuter gennemgår en uddannelse, som certificerer farmaceuterne til selvstændigt at udføre vaccination uden delegation fra en læge. Erfaringerne viser, at flere borgere – især i de mest sårbare målgrupper – tager imod tilbuddet om vaccination, når apoteket tilbyder vaccination. Flere steder har apotekspersonalet også autorisation til at vaccinere mod andre sygdomme. I 2015 blev ordningen i Irland udvidet til vacciner mod pneumokokker og herpes zoster. I Frankrig og Norge er der overvejelser i gang om nye vacciner på apotek.