Inden for lægemiddelområdet må man forvente en udvikling i teknologier til monitorering, herunder selvmonitorering. På samme måde som patienten allerede nu selv kan måle sit blodtryk, vil den enkelte selv kunne måle på relevante indikatorer, eller få målingerne foretaget af sundhedspersonale. I begge situationer har apoteket som samfundets lægemiddelekspert i lokalområdet en rolle at spille.

Apoteket kan hjælpe borgeren, der er i et behandlingsforløb, der bygger på jævnlige målinger af forskellige værdier. Det kan være ved jævnlige besøg på apoteket, hvor målingerne foretages eller ved at hjælpe borgeren godt i gang, så vedkommende selv kan foretage målingerne. Et eksempel kan være målinger foretaget med højteknologiske plastre, som apotekspersonalet uddannes i at montere og forbinde til computere eller lignende, der kommunikerer resultaterne til borgerens læge eller hospital.

Apotekerne kan også spille en rolle i forbindelse med tolkning af resultater og vejledning om, hvilken behandling eller anden kontakt i sundhedssektoren en måling giver anledning til.