Borgere, der kommer på apoteket med akutte problemer inden for visse områder skal kunne få hjælp til hurtig opstart af lægemiddelbehandling

Det mener apotekerne om farmaceutisk ordination af medicin for visse afgrænsede områder


Borgere, der kommer på apoteket med akutte problemer som øjenbetændelse, børneorm eller klamydia skal kunne få hjælp til hurtig opstart af behandling, når de ikke kan komme i kontakt med egen læge.

I dag henviser apoteket til vagtlægen, der ofte skriver en recept uden at se borgeren.

Fra 1. juli 2019 kan borgerne få genordineret visse lægemidler på apotek. En naturlig udvidelse af den ordning er farmaceutisk ordination. Så kan apoteket også hjælpe borgere i gang med visse behandlinger, når de ikke kan få fat lægen.

Med en afgrænsning til udvalgte lægemidler og med udgangspunkt i retningslinjer fastlagt i godkendte protokoller kan der etableres en fagligt forsvarlig ordning, hvor apotekets behandlerfarmaceuter kan hjælpe borgeren og aflaste især vagtlægerne.

Behandling mod klamydia ordineres i dag i høj grad på baggrund af testresultater. I takt med at test for forskellige sygdomme forfines og bliver mere sikre, kan der udvikles retningslinjer for opstart af flere behandlinger på baggrund af testresultater.

Muligheden for farmaceutisk ordination kendes i forskellige udgaver fra andre lande, herunder Storbritannien, USA og Canada.

Farmaceutisk ordination beskrives nærmere i Lægemiddelstyrelsens og Styrelsen for Patientsikkerheds rapport ’Udlevering af receptpligtige lægemidler. Mulige modeller for farmaceuters og farmakonomers udlevering af receptpligtige lægemidler uden recept’ offentliggjort i oktober 2017. Her omtales fem forskellige modeller for apotekspersonalets mulighed for udlevering af receptpligtige lægemidler. Ovenstående forslag indgår i rapporten.

Baggrund

Som opfølgning på apotekerloven fra 2015 har Folketinget vedtaget en lov om opgavespecifik autorisation som behandlerfarmaceut. Det betyder, at farmaceuter ansat på apotek, som har opnået opgavespecifik autorisation som behandlerfarmaceut kan genordinere visse lægemidler fra 1. juli 2019. En naturlig udvidelse af den ordning er farmaceutisk ordination af simple behandlinger.

Hent politikpapiret i printvenlig PDF