Politikpapirer

Generiske navne på medicin vil føre til mindre forvirring og større tryghed

Det mener apotekerne om generisk ordination


Medicineringsfejl udgør den største gruppe af rapporteringer til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det bør vi tage alvorligt. En af vejene er færre lægemiddelnavne at holde styr på.

Vi foreslår, at alt sundhedspersonale fremover bruger navnet på indholdsstoffet i lægemidlet fremfor det handelsnavn, producenterne har valgt. Så taler vi om Atorvastatin frem for om Zarator og Lipistad, som alle indeholder stoffet atorvastatin.

Brugen af generiske navne på medicin vil føre til mindre forvirring og større tryghed hos patienterne – så de kan fokusere på behandlingen frem for et varemærke.


Navnet på indholdsstoffet skal stå tydeligt og fremhævet på lægemiddelpakningen, så borgeren ikke forvirres, når der skiftes mellem de forskellige pakninger.

Det skal også være det generiske navn på indholdsstoffet, der fremgår af recepten. Det kaldes generisk ordination. Så udskriver lægen et lægemiddel uden at fokusere på handelsnavnet, og apoteket udleverer som i dag den billigste variant.

Som det er i dag, fylder handelsnavnet for meget i dialogen mellem sundhedsvæsnet og patienterne. Det øger risikoen for fejl, når medicinen udskrives, udleveres og senere håndteres.

Der er allerede erfaringer fra andre lande. Der er bred sundhedsfaglig opbakning til at tænke nyt. Lægerne ønsker f.eks. også generisk ordination.

Baggrund

I Danmark har vi i dag generisk substitution, som forpligter apotekeren til at tilbyde borgeren den billigste pakning af det relevante lægemiddel. Det er en ordning, som er god for samfundsøkonomien og for patienternes egen økonomi, men patienten kan blive forvirret og risikerer fejlmedicinering, hvis sundhedspersonalet bruger forskellige navne om medicin med samme indholdsstof.

Med generisk ordination udleverer apoteket fortsat den billigste pakning af medicinen. Men konsekvent brug af navnet på indholdsstoffet mindsker borgerens forvirring og styrker medicinsikkerheden.

Hent politikpapiret i printvenlig PDF