Kommunerne skal bruge apotekernes viden om medicin langt mere til gavn for borgerne

Det mener apotekerne om samarbejde mellem apotek og kommune og bedre medicinsikkerhed på plejehjem og bosteder


Personalet på plejehjem og bosteder har et stort ansvar for medicinhåndtering og medicingivning. Men kompetencerne til at løfte opgaverne er ikke altid til stede, og der opstår fejl og utilsigtede hændelser.

Apotekerne har en helt særlig viden om medicin og kan være med til at løse mange medicinproblemer. Der er gode erfaringer med samarbejder, hvor lokale apoteker kommer ud og underviser og opkvalificerer sundhedsfagligt og pædagogisk personale.

Det er nødvendigt at forene kompetencerne på medicinområdet. Kommunerne bør i højere grad samarbejde med apotekerne om at forebygge medicinfejl og utilsigtede hændelser.

Undervisningen giver personalet en bedre forståelse for den medicinske behandling og i samarbejde forbedres procedurer og arbejdsgange for medicinhåndtering.

Det øger medicinsikkerheden for borgerne og er med til at sikre, at personalet har forudsætninger for at forebygge fejl og indlæggelser. Op mod 40 procent af alle indlæggelser af ældre på medicinske afdelinger er medicinrelaterede.

Samarbejde mellem apotek og kommune om undervisning af plejepersonale og kvalitetssikring af medicinhåndtering har eksisteret i flere år. Men omfanget er begrænset, varierer fra kommune til kommune og er ofte knyttet op på tidsbegrænsede puljer og projekter.

Der er et stort potentiale i større udbredelse. Alle relevante medarbejdere i ældreplejen og på botilbud bør have mulighed for opkvalificering af deres medicinkompetencer.

Det er oplagt at etablere samarbejde mellem apoteker og kommunen om medicinsamtaler til borgere. Så kan apotekerne komme ud på kommunens institutioner og tilbyde individuelle medicinsamtaler til borgerne. Samtalerne kan tilbydes gratis til nye kronikere og kronikere med behov - på samme måde som de allerede tilbydes på apotekerne.

Baggrund

www.apotekerforeningen.dk under Om os og herunder Apoteket i sundhedssektoren kan du finde yderligere information om tilbuddene.

Hent politikpapiret i printvenlig PDF