Apotekerforeningen vil igen i år slå teltdørene op til Apoteltet foran Allinge Apotek. Her er foreningen vært for en stribe arrangementer, der sætter fokus på sundhed og forebyggelse.  

Der er blandt andet lagt op til debat om dosispakket medicin og om, hvorvidt man kan regulere sig til bedre sundhed med pisk eller gulerod. Mellem debatterne kan borgere få en snak med en farmaceut om forebyggelse eller få tjekket modermærker af en hudlæge. Apoteltet er også stedet, hvor alle kan få en gang solcreme og rådgivning om brug af solbeskyttelse. 

Apotekerforeningen deltager for andet år i træk i Det Fælles Sundhedstelt. Her er en lang række sundhedsorganisationer gået sammen om fælles aktiviteter for at vise, at de forskellige sundhedsprofessioner arbejder sammen om borgernes sundhed. I modsætning til mange af de andre store telte, som diverse PR-bureauer står bag, er det sundhedsorganisationerne selv, der planlægger og driver aktiviteterne i Det Fælles Sundhedstelt. Apotekerforeningen afholder debat i sundhedsteltet i samarbejde med Selskab for Patientsikkerhed, Styrelsen for Patientsikkerhed og Lægemiddelindustriforeningen.

Folkemødet er også en platform for at udvikle nye samarbejder, fordi så mange forskellige aktører er samlet ét sted med det samme formål. Apoteltet danner rammen om møder mellem samarbejdspartnere.

Mød Apotekerforeningens på Folkemødet 2018:

  • DEBAT: Kan man regulere sig til bedre sundhed? Hvornår er det rimeligt at regulere, og hvad virker bedst? Det spørger vi lægerne, apotekerne og debattørerne om i en debat med publikum. Torsdag kl. 16.30-17.15 i Apoteltet. 
  • DEBAT: Medicinsikkerhed – er dosispakket medicin vejen frem? 
    Apotekerforeningen og PLO inviterer til fælles debat om dosispakket medicin. Hvad er fordele og ulemper ved dosispakket medicin? Og hvordan styrker vi samarbejdet om ordningen? Fredag kl. 09.15-10.15 i Apoteltet. 
  • DILEMMASPIL: Medicin og sundhed. Skal samfundet gribe ind med pisk eller gulerod for at omvende de usunde? Vi tester, hvor grænsen går hos politikere, sundhedsprofessionelle og borgere. Fredag 12.30-13.00 i Apoteltet. 
  • ÅBEN STAND: Pas på din hud i solen. Hudlæge Matthias Gerber og farmaceut Helle Jacobsgaard udfordrer dine solvaner og tjekker pletter på din hud. Fredag og lørdag kl. 14.00-16.00 i Apoteltet. 
  • DILEMMASPIL: Medicin og sundhed for ungdomspolitikere. Skal samfundet gribe ind med pisk eller gulerod for at omvende de usunde? Vi tester, hvor grænsen går hos ungdomspolitikerne. Lørdag kl. 11.30-12.00 i Apoteltet. 
  • DEBAT: Løvens Hule – den bedste ide til at reducere medicinfejl
    Medicinposen som pillernes faste hjem. MERIS scoresystem til måling af risiko for medicinfejl og apotekernes undervisning af plejepersonale. Løverne Andreas Rudkjøbing, Jacob Kjellberg og Michael Teit Nielsen finder den bedste ide til at nå målet om 50 procent færre medicinfejl. Fredag kl. 15.00-16.00 i Det Fælles Sundhedstelt.
  • ÅBEN STAND i Det Fælles Sundhedstelt. Kom og få en snak om apotekets ydelser. Hør om fx medicinsamtaler til personer med kronisk sygdom, dosispakket medicin og apotekets rolle i forebyggelse. Fredag og lørdag kl. 09.00-12.00 i Det Fælles Sundhedstelt.