For at spare nogle statslige årsværk foreslår regeringen at tillade privat import af medicin fra lande uden for EU. Argumentet er, at hvis man alligevel ikke kan forhindre forbrugerne i at købe medicin fra udenlandske hjemmesider, så kan man lige så godt fjerne dette forbud og gøre det tilladt.

Vi lader den lige stå et øjeblik.

At fjerne et forbud mod at købe medicin hjem fra alverdens hjemmesider er ikke alene uigennemtænkt – det er også farligt for patienternes sikkerhed. Som borger har man ingen jordisk chance for at vurdere, om den medicin, man køber over nettet fra lande som Kina, Mexico og Thailand, er ægte eller blot dygtige forfalskninger.

Stor risiko for forfalskning
Det kan i bedste fald være uskadeligt og virkningsløst at spise medicin, der er forfalsket – i værste fald kan det være dødeligt. Og truslen er reel: WHO antager, at op mod 10 procent af al medicin, der findes på verdensplan, er forfalsket og dermed ikke indeholder de lægemiddelstoffer, som det skal. 

Det vil sige, at det virksomme stof ikke er der, eller kun er der i fortyndet mængde. Medicinen kan også indeholde andre stoffer, som kan være farlige. Man kan forestille sig en potenspille lavet af cement, hvor den blå farve kommer fra et wc-rensemiddel. Ingen ved, om det fx er en cykelhandler, der står for produktionen af den forfalskede medicin, som ofte ser ægte og professionel ud.

Stor EU-indsats mod forfalskning
I EU-regi har vi gjort et kæmpestort arbejde for at sikre borgerne mod forfalskninger. En mærkningsordning for hjemmesider, der er godkendt til at sælge medicin, sikrer, at det, man køber, er ægte. Og på europæisk plan er der investeret milliarder i et verifikationssystem, som sikrer, at den medicin, der udleveres fra apoteker over hele Europa, er ægte. Den enkelte pakke har en unik kode, og scanningen ved udleveringen på apotekerne i hele Europa udløser en alarm, hvis den er forfalsket. 

Det er indtil videre lykkedes at holde forfalsket medicin ude af den legale forsyningskæde i Danmark. Men det gigantiske arbejde og den gigantiske investering virker pludselig helt omsonst, hvis man tillader alle danskere at købe deres medicin hjem fra tredjelande. Hvis man tjekker Toldstyrelsens hjemmeside, så beslaglægger man årligt op mod en halv mio. ulovlige piller, der er på vej ind i landet til forbrugerne. 

Patienter lades i stikken
Sundhedsministeren advarer da også imod at købe medicin andre steder end på apoteket og fra godkendte hjemmesider. Det underliggende argument er, at det i sidste ende er borgernes eget ansvar at sikre, at den medicin, de køber, er ægte. Men det er som sagt umuligt at kontrollere, om den tilsendte medicin er ægte eller ej – og vi ved desuden, at mange er overraskende risikovillige og klar til at købe eksempelvis vægttabsmedicin på det sorte marked – og samtidig fravige behandlingsvejledningen.

Så vi må på det kraftigste advare mod at gennemføre det besparelsesforslag, som er en del af regeringens sparepakke hvad angår statslige stillinger. Det er muligt, at det vil reducere antallet af medarbejdere en smule på den korte bane. Men omkostningerne i form af fejlmedicinerede patienter er på den lange bane væsentligt dyrere – og helt uoverskuelige.

Debatlindlægget er bragt i Sundhedsmonitor 18/10 2014 og er underskrevet af Inge Kristensen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Camilla Rathcke, Lægeforeningen, Ida Sofie Jensen, Lægemiddelindustriforeningen (LIF), Jesper Gulev Larsen, Danmarks Apotekerforening, Stellan Nørreskov Wulf, Medicoindustrien, Stine Hasling Mogensen, Pharmadanmark og Tanja Nielsen, FOA