Af Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening

Jo større udgifter, man har til tilskudsberettiget medicin, jo større tilskud får man. Sådan er vores medicintilskudssystem skruet sammen, og princippet kaldes popu-lært for ’tilskudstrappen’: Ved tilskudsårets start skal man selv betale de første 1.075 kr. Dernæst får man 50 procent i tilskud, og tilskudsprocenten stiger løbende, til man når op på et forbrug over 21.298 kr. Derefter er medicinen gratis. 

Og det er et fint princip for de fleste af de omkring 3 millioner borgere, der får til-skud til deres medicin. Men ikke for alle. Og det er dem, vi har fokus på her.

Mange har ikke råd
For har man en skrøbelig økonomi, kan det være uoverskueligt, når et nyt tilskudsår starter, og apotekets regning lyder på 1000 kr. Det kan være et stort beløb for man-ge borgere, som ikke kan betale og derfor må forlade apoteket uden deres medicin. Sidst man var på apoteket, for at købe den samme medicin, kostede det måske 30 kr. 

En ny analyse viser, at 13 procent af de adspurgte 1.450 patienter i en spørgeske-maundersøgelse har undladt at hente receptpligtig medicin i det forgangne år. Af dem har 42 procent angivet, at de ikke har hentet den medicin, som lægen har ordi-neret, for de ikke havde råd. Og af dem svarer 59 procent ja til, at årsagen til den manglende betalingsevne var start af nyt tilskudsår.

Analysen er gennemført i regi af en arbejdsgruppe under Alliancen mod Social Ulig-hed i Sundhed, og den er foretaget blandt medlemmerne af fem patientforeninger. 

Analysen bekræfter det, vi tidligere har set: En undersøgelse gennemført af DR i 2020 viste, at 315 ud af 350 læger i løbet af det foregående år havde oplevet pati-enter, som ikke havde råd til den ordinerede receptpligtige medicin. 

En anden undersøgelse samme år gennemført blandt landets apoteker slog fast, at 44 procent af apotekerne en eller flere gange dagligt oplever, at patienter, der kom-mer på apoteket for at købe lægeordineret medicin, må gå tomhændede derfra, for-di de ikke har råd til medicinen.

Foreslår digital abonnementsordning
Vores tilskudssystem skal sikre, at alle har råd til medicin. Derfor har vi i Danmarks Apotekerforening sammen med 11 andre organisationer i Alliancen mod Ulighed i Sundhed (herunder PLO og Ældre Sagen) igennem flere år foreslået en digital abon-nementsordning. 

Ved fast at betale 380 kr. om måneden i tilskudsabonnement kan man udjævne me-dicintilskuddet hen over året. En sådan ordning skal være et tilbud til den enkelte borger, og det skal selvfølgelig være frivilligt, om man ønsker at tage imod det.

Med en abonnementsordning bliver man aldrig nødt til af økonomiske grunde at fra-vælge den tilskudsberettigede medicin, som lægen har ordineret. Man henter den blot ’gratis’ på det nærmeste apotek – og det kan være forskelligt fra gang til gang, da man med denne ordning ikke er bundet til et enkelt apotek. 

For at give denne fleksibilitet skal ordningen administreres fra centralt hold. 

Social slagside 
En abonnementsordning skal tilbydes alle. Dermed ikke sagt, at den er nødvendig for alle. Ordningen vil især være til gavn for økonomisk sårbare eller unge, hvor den vil skabe mere tryghed og mere lighed i sundhed.

Borgere med de laveste indkomster er ofte dem, der har de mest komplekse syg-domsbilleder og et stort medicinforbrug. 

Derfor er den nuværende tilskudsordning med til at forstærke den ulighed i sund-hed, som vi desværre ser herhjemme. Et kvalificeret gæt er, at borgere med lav ind-komst er overrepræsenteret i den gruppe på 70.000, der i 2022 opnåede at ramme tilskudsloftet og dermed fik medicinen gratis. 

En digital abonnementsordning vil give økonomisk forudsigelighed og tryghed for de mest socialt udsatte, der samtidig har store udgifter til medicin. Og det vil igen ska-be mere lighed i sundhed, hvis alle får råd til at følge lægens ordinationer og tage den medicin, der er nødvendig. 

Politisk vilje
Indførelse af en digital abonnementsordning koster ikke det offentlige en krone i øgede udgifter til medicintilskud – ud over udgifterne til at opbygge systemet. Der har da også fra politisk side været vilje til at gøre noget, selvom der ikke er sket meget i sagen de sidste mange år. 

Men det haster altså! For det går ud over patientsikkerheden, når borgerne ender med at fravælge deres livsnødvendige medicin. Og det forstærker på alle måder uligheden i sundhed. Vi kan kun opfordre til, at der sker noget meget snart.