Sundhedsstrukturkommissionen offentliggjorde sin rapport i juni måned, og Apotekerforeningen har nu afgivet sit høringssvar. Her har foreningen fokus på lægemiddelområdet og på, hvordan vi i fremtidens sundhedsvæsen kan styrke samarbejdet om borgernes medicin og medicinsikkerheden. 

Med 525 apoteker fordelt over hele landet er apotekerne en integreret del af sundhedsvæsenet. Som det fremgår af kommissionens beskrivelse af sektoren, varetager apotekerne ud over lægemiddeldistribution og rådgivning også blandt andet medicinsamtaler, dosisdispensering og genordination af visse lægemidler. Apotekerne leverer også i stigende omfang ydelser til kommuner og regioner.

”Vi ser gode muligheder for, at apotekerne også fremover kan levere god tilgængelighed til medicin og sundhed og bidrage til at styrke det nære sundhedsvæsen uafhængigt af, hvilken forvaltningsmodel fremtidens sundhedsvæsen bygges op om”, skriver foreningen i høringssvaret. 

Her giver foreningen tre overordnede input til regeringen og en række konkrete forslag, som kan supplere kommissionens afrapportering:

Samarbejdet mellem alle relevante aktører om borgernes medicin skal styrkes i stærkere sundhedsklynger eller nærudvalg. Et konkret ønske er, at de lokale apoteker inddrages alle steder.

Alle kompetencer skal bruges optimalt, så fremtidens sundhedsvæsen kan nå ud til alle borgere og tilbyde befolkningen behandling af god kvalitet. Det gælder også på medicinområdet. Konkret foreslår foreningen at indføre nationale retningslinjer for et kompetenceløft af personale i social- og plejesektoren på medicinområdet og at indføre plejehjemsfarmaceuter for at styrke medicinsikkerheden på plejehjem.

Mere agile strukturer skal understøtte øget brug af digitale løsninger og udvikling af ny teknologi – også på medicinområdet. Konkret foreslår foreningen, at forslaget om et alternativ til recepten (kvik-recepten) gennemføres hurtigst muligt.

I øvrigt roses kommissionen for deres grundige arbejde og inddragende proces. Den har skabt en åben og nødvendig debat om, hvordan vi styrker sundhedsvæsenet og skaber bedre sammenhæng for patienterne. 

Læs hele Apotekerforeningens høringssvar.