Apotekets cykelbud redder dagen for mange

På et travlt hjørne af Østerbrogade i København går dørene op og i på Øresunds Apotek. Det er højsæson for luftbårne sygdomme, og mange søger mod apoteket for at få lindring.

17-årige Benjamin Smith fejler heldigvis ikke noget. Han smyger cykelhjelmen af sig, idet han træder indenfor døren og går mod baglokalet. Her står farmaceut og souschef Stine Westergaard klar ved et bord med en lang række papirsposer med navne og adresser på kunder, som skal have bragt medicin ud.

”Vi bringer medicin ud til rehabiliteringshjem, plejecentre og private borgere. Nogen ringer selv hertil, andre får lægen eller hjemmeplejen til at kontakte os,” fortæller Stine Westergaard.

Benjamin stiller sig foran en computerskærm og begynder at skrive adresser på kunder, der skal have leveret medicin, ind på sin telefon, så han kan finde den bedst mulige rute. Et par af dem har bedt om at blive ringet op, inden han kommer, så de er sikre på at være hjemme.

”Langt de fleste får bragt medicin ud, fordi de ikke selv kan komme herhen. Det er typisk ældre eller svagelige borgere, men det kan også være yngre, der for eksempel lige er blevet opereret. Kun nogle ganske få benytter sig af vores service af convenience-årsager,” forklarer Stine Westergaard.

Stolt af at kunne levere medicin
Øresunds Apotek har også et bud, der kører i bil. Han kører primært til plejehjem, som skal have meget medicin i løbet af dagen. Cykelbudene tager sig af de mindre pakker og kører sidst på dagen, hvor det kan være svært for bilbuddet at finde parkeringsplads i nærheden af kunderne.

”Vi vil jo gerne have de ældre borgere ind i butikken, fordi det er godt, hvis de ældre selv kan komme på gaden og på apoteket. Men hvis de ikke kan det, tilbyder vi meget gerne at levere medicin mod et gebyr. Vi som apotek er stolte af at kunne levere medicin til døren alle ugens hverdage få timer efter, at den er blevet bestilt hos lægen. Samtidig løser vi en udfordring for hjemmeplejen, der så ikke skal bruge tid på at gå på apoteket men i stedet kan tilse de ældre,” siger souschefen.

Øresunds Apotek er ikke alene om at tilbyde den service. Tvært imod. Langt de fleste af landets apoteker har en budservice, der sikrer, at borgere, der ikke selv kan komme på apoteket, kan få leveret deres medicin hjem eller til et udleveringssted tæt på, hvor de bor.

På Østerbro i København har cykelbuddet Benjamin talt med en kunde, som gerne vil udsætte leverancen til dagen efter, og Stine sætter papirsposen med medicin tilbage på plads. Imens pakker Benjamin en stor rygsæk, så medicinen til de sidste på ruten ligger nederst. Nogle gange skal han også huske at have insulin med fra køleskabet.

Rygsækken er af neutralt udseende og uden reklamer for apoteket for ikke at friste potentielle tyveknægte. Benjamin tager rygsækken på skulderen og er klar til at komme afsted.

”Vi kan tydeligt mærke, når vejret er dårligt. Hvis det for eksempel stormer eller er glat, så ringer flere hertil, fordi de er bange for at falde. I dag er det koldt, så vi har meget medicin, der skal bringes ud,” siger Stine Westergaard og ønsker Benjamin god tur.

Glade for de unge cykelbude 
Der er snefnug i luften, da Benjamin svinger sig op på sin mors aflagte damecykel. I ørerne har han AirPods, så han kan høre, hvor Google Maps og Siri vil dirigere ham hen.

Myldretidstrafikken er heftig, men han siksakker sikkert mellem de øvrige cyklister til første adresse og ringer på. Efter nogen tid lyder en sprød stemme i dørtelefonen:

”Hallooo?”

”Det er apotekerbudet,” siger Benjamin.

”Hvem er det?”

”Apotekerbudet,” gentager han med høj stemme.

Jernporten åbner langsomt ind til en moderniseret gård. I den tiltagende skumring finder Benjamin den rigtige opgang og ringer på. Intet sker. Benjamin ringer på igen. Endelig lyder et klik, og han skubber døren op. Han tager trappen i lange skridt og står foran døren, som langsomt åbner.

”Er det Hanne Mortensen?,” spørger han.

”Ja,” bekræfter en ældre dame i strømpesokker og tager imod sin medicin.

”Det er alt for langt for mig at gå hen på apoteket, så jeg er så glad for de unge cykelbude,” forklarer hun og løfter hånden til en hilsen, da Benjamin forsvinder ned ad trappen igen.

”Man kan godt mærke, at en del af dem, jeg kommer ud til, er ensomme. Nogen byder mig indenfor, men det har jeg jo ikke tid til. Enkelte gange er jeg nødt til at gå ind i lejligheden og hjælpe med at sætte medicinen på plads for eksempel i køleskabet, hvis de ikke kan selv. Man får set lidt af hvert,” fortæller Benjamin, da vi står ude ved cyklen igen.

Gratis cardio til 4. sal
Benjamin Smith arbejder som bud 2-3 timer ad gangen to eftermiddage om ugen, når han får fri fra sin erhvervsskole.

”Nogle gange er det de samme kunder, jeg skal hen til, men det er meget forskelligt. De fleste er meget taknemmelige, men der er også nogen, som bliver utålmodige og ikke kan forstå, at de skal vente lidt på deres medicin. Der var engang en, der råbte ad mig, det kunne jeg ikke lide,” fortæller han.

Kulden er begyndt at bide, og ørerne er blevet røde under cykelhjelmen. Næste kunde bor på fjerde sal. Det giver varmen og er gratis cardio træning.

Henrik Nielsen åbner døren på klem og rækker frem efter sin medicin.

”Jeg går meget dårligt og er bange for at falde, så jeg benytter mig tit af muligheden for at få bragt medicin ud. Jeg er lykkelig for den ordning med apoteket,” fortæller han og åbner døren lidt mere, mens han smiler op til Benjamin.

Tilbage på gaden er mørket faldet på, og selv med handsker på bider kulden. Næste stop er et kæmpe højhus, og adressen driller.

”Nogle gange er adressen ikke rigtig, og så må man lede lidt eller ringe til kunden. Der var også en dag, jeg måtte ind gennem en terrassedør til en dame, der lå i sengen,” forklarer Benjamin, mens vi går søgende rundt. Endelig finder han den rigtige opgang, og vi suser op på 8. sal med elevatoren.

Giver altid drikkepenge 
Marianne Møller står klar ved døren med et fast greb om sin rollator. Hun har ikke betalt i forvejen, så Benjamin fisker Dankort-terminalen frem af rygsækken.

”Vil du betale med kort eller kontant,” spørger han. Marianne har kontanterne klar og rækker dem til Benjamin.

”Det stemmer,” smiler han og vender sig for at gå.

”Hov, hov, du skal da lige have dine drikkepenge med,” siger hun med et skælmsk blik og stikker ham en tier.

”Jeg giver altid drikkepenge til dem, der kommer her, når jeg nu ikke selv kan gå ned på apoteket,” siger hun.

I elevatoren ned fortæller Benjamin, at han et par gange har leveret medicin til nogen, der ikke kunne huske deres pinkode, da de skulle betale. Heldigvis var der nogen i lejligheden, som kunne hjælpe, så betalingen gik i orden.

For foden af højhuset tjekker Benjamin sin køreliste på telefonen. Der er mange kunder endnu. Når han er færdig, skal han aflevere rygsækken på apoteket og eventuel medicin, som han ikke har kunnet levere, fordi døren ikke blev åbnet. Og så skal han stemme kassen af.

”Det er et fedt job, undtagen når det regner og stormer,” siger han og hopper på cyklen igen. Borgerne i artiklen er anonymiseret. De korrekte navne er redaktionen bekendt.