Gå til indhold
FIP 2025

Kom godt i gang med posterprojektet til FIP kongressen i København

Selvom FIP 2025 først indtager København til august og september, så er det nu, man skal i gang, hvis man vil bidrage med en poster til årets konference. Her deler vi input og gode råd til, hvordan man kommer i gang.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

sara-al-ameri-2.jpeg ANERKENDELSE: På FIP-kongressen i Sydafrika i 2024 vandt Sara Al-Ameri 3. pladsen for bedste posterprojekt. Sara Al-Ameri er farmaceut på Middelfart Apotek.

Når FIP 2025 løber af stablen i efteråret, bliver det med Danmark som værtsland. Så hvis man endnu ikke har deltaget i den verdensomspændende konference, så har man en unik mulighed i år.

Det betyder også, at hvis man har en god ide til et praksisprojekt, som man gerne vil præsentere for et internationalt publikum, så er det nu, man skal i gang. Som altid er det nemlig muligt at deltage med en poster på konferencen.

På sidste års konference i Sydafrika, var der hele ni danske posterprojekter på programmet. Emnerne spændte bredt; videorådgivning til borgere på antidepressiv medicin, udvikling af online tabel, som hjælper læger ved restordrer, og innovativt samarbejde mellem apotek og praktiserende læge, for bare at nævne nogle af dem.

Idéen med posterne er, at man på tværs af landegrænser kan inspirere hinanden til det gode praksisarbejde.

Oplagt mulighed
I Apotekerforeningen ser man frem til, at Danmark skal være værtsland for FIP 2025 og opfordrer til, at man bidrager med en poster, hvis man har et projekt, som man har lyst til at dele.

”En poster er en oplagt mulighed for at vise noget af alt det gode arbejde, som foregår ude på de danske apoteker. På sidste års konference i Sydafrika var Danmark flot repræsenteret med hele ni posters, og vi håber også at se nogle spændende bidrag i år,” siger Birthe Søndergaard, sundhedspolitisk direktør i Danmarks Apotekerforening.

I Danmark har vi tradition for at prioritere det gode udviklingsarbejde af apotekspraksis, fortæller hun.

Det betyder også, at der er god hjælp at hente, hvis man har en idé til et projekt. Blandt andet gennem Netværk for Udvikling af Apotekspraksis, hvor det er muligt at få sparring til sit projekt. Her er det også muligt at bidrage til andres projekter ved for eksempel af hjælpe til med dataindsamling. Det er også muligt at søge økonomisk støtte til sit projekt gennem Udviklingspuljen, som varetages af Farmakonomforeningen, og U2F fonden i Pharmadanmark

Vil du deltage med en poster?
For at deltage med en poster skal man indsende et abstract, som beskriver projektet. Godtages abstractet, får man lov til at præsentere sit projekt for et internationalt publikum på konferencen.

Det er muligt at indsende sit abstract i perioden 8. januar 2024 til 17. marts 2025. Se mere på FIP’s hjemmeside.

3 gode råd til projektarbejdet
Charlotte Rossing, forskningsleder på Pharmakon, giver gode råd til projektarbejde:

  1. Vælg en af fire forskellige projekttyper. Vil du kortlægge en tendens, eller er du mere interesseret i effekten af en aktivitet? Det er vigtigt at vælge et fokus, så projektet ikke gaber over for meget. Der findes overordnet set fire forskellige projekttyper. Se hvilke i figuren neden for.
  2. Man behøver ikke at opfinde den dybe tallerken for at lave et godt projekt. Tag i stedet udgangspunkt i noget, I allerede arbejder med på apoteket og undersøg, hvorfor det fungerer godt.
  3. Brug Netværk for Udvikling af Apo– tekspraksis. Både til at få sparring og til at få hjælp med dataindsamling.

4 projekttyper

  1. Kortlægning af praksis: eksempel på projekt: Hvor mange oplever restordre på et lægemiddel, de skal hente?
  2. Udvikling af en aktivitet: eksempel på projekt: Hvordan kan apoteket udbrede viden om effekten af triple whammy?
  3. Effekt af en aktivitet: eksempel på projekt: Hvad får patienter ud af medicinsamtaler?
  4. Implementering af en aktivitet: eksempel på projekt: Hvordan samarbejder apoteket med sundhedsvæsenets øvrige aktører?

2025: sæt kryds i kalenderen

  • 8. januar: FIP åbnede for indsendelse af abstracts
  • 17. marts: Deadline for indsendelse af abstract
  • 14. april: Tilbagemelding på, om abstract er accepteret
  • 2. juni: Deadline for tilmelding til reduceret pris