Gå til indhold

Apotekerne ønsker flere beføjelser til at hjælpe med restordreproblemer

Mere fleksible regler for substitution på apoteket og flere generelle dispensationer for at hente præparater hjem fra udlandet vil gøre livet lettere for borgerne, når der er forsyningssvigt på medicin.

Medicinmangel Restordre Tom Hylde 4 800Px (1)

Mængden af kritiske restordrer på medicin svinger over tid. Men når det rammer, kan det gå hårdt ud over de borgere, der pludselig står uden mulighed for at få deres medicin. 

”Aktuelt har vi set, at en række hormonpræparater i form af plastre og spray har været i restordre. Det problem har eksisteret i flere år, hvor producenterne i perioder ikke har kunnet sikre tilstrækkelige forsyninger til det danske marked. Det er uholdbart for de mange kvinder, det går ud over,” siger Jesper Gulev Larsen, der er formand for Danmarks Apotekerforening. 

Ifølge apotekernes formand er det vanskeligt her og nu at gøre noget ved forsyningssituationen. Men han peger på, at man kan mindske problemerne for borgerne ved at gøre reglerne for substitution mere fleksible og give flere generelle dispensationer for at hente præparater hjem fra udlandet:

”Vi vil rigtigt gerne kunne hjælpe borgerne bedre, når de står på apoteket og ikke kan få deres medicin, fordi der er forsyningsproblemer. Men de nuværende udleveringsregler står i vejen for en mere smidig håndtering af restordreproblemerne og reducerer vores muligheder for at hjælpe borgeren.” 

Udvidet mulighed for at substituere

Han mener, at apotekerne skal have udvidet muligheden for at substituere til tilgængelige pakninger - enten mere generelt i form af generisk ordination eller via særlige protokoller for udvidet substitution ved restordrer, som man kender det fra eksempelvis UK.

”Ved at give apoteket mulighed for at udlevere andre pakningsstørrelser, andre styrker eller andre lægemiddelformuleringer vil apoteket eksempelvis kunne udlevere to pakker med 25 mikrogram hormonplastre, hvis pakker med 50 mikrogram ikke kan skaffes,” siger Jesper Gulev Larsen.

Han peger på, at man ved at overlade en mulig løsning på problemet til en drøftelse mellem apoteket og kunden vil man spare mange frustrationer og ekstra ture til lægen for at få nye recepter, udleveringstilladelser og tilskudsansøgninger.

”Og faktisk er der et forsøg på vej med såkaldt protokoludlevering, hvor apoteket ved længerevarende restordreproblemer har mulighed for at finde et andet præparat efter konkret aftale med myndighederne, som man kender det fra eksempelvis UK.”

Flere generelle tilladelser til udenlandske pakninger

Desuden peger formanden på, at myndighederne bør give flere generelle udleveringstilladelser, så man med det samme kan hente medicinen hjem fra et andet land, hvis det er i restordre herhjemme. Så vil apoteket i mange tilfælde kunne skaffe lægemidlet inden for et døgn, uden at borgeren først skal have lægen til at søge om en individuel udleveringstilladelse. 

Samtidig bør apoteket også kunne substituere og give tilskud til de udenlandske pakninger - helt på lige fod med de pakninger, der er i restordre.

Professor ved Syddansk Universitet Anton Pottegård har fremlagt data, som peger på, at man med disse forslag, der sikrer en mere smidig håndtering af restordrer på apotekerne, kan løse op mod 64 procent af restordreproblemerne. 

”Men indtil vi får tilpasset reglerne til den nuværende situation med et forventet stigende antal restordrer på medicin, er borgerne som udgangspunkt overladt til sig selv. Man kan selvfølgelig altid tjekke i appen ’apoteket’ og se, om et apotek skulle have en pakning eller to liggende på lageret af den medicin, man mangler. Men det løser ikke problemet, når først markedet er støvsuget - eksempelvis for hormonplastre.”