Apotekernes visioner for fremtiden
Apotekernes visioner for fremtidens sundhedsvæsen er mange og store. Der er brug for, at vi arbejder endnu tættere sammen med de øvrige sundhedsaktører. Det fælles mål er at gøre sundhedsvæsenet mere nært, mere lige og mere sammenhængende for borgerne.
Forestil dig et apotek, der er mere digitalt, uden at det mister sin lokale forankring og vigtige funktion, nemlig at sikre borgerne adgang til medicin, rådgivning og sundhedsydelser. Udleveringsautomater, videorådgivning og nye e-handelsmuligheder supplerer det fysiske apotek, så borgerne kan sidde hjemme i sofaen og få rådgivning over video og klare medicinbestillingen. AI og digitale værktøjer er med til at øge kvaliteten af den faglige rådgivning og af serviceniveauet.
Forestil dig et apotek, som man ikke behøver at ringe til for at tjekke, hvornår den bestilte medicin modtages, fordi man som borger, pårørende eller sundhedspersonale i kommunens hjemmepleje eller på plejehjem selv kan se, hvor medicinen befinder sig i leveringsprocessen.
Forestil dig et apotek, hvor alle patienter, der er i sygehusbehandling i eget hjem, kan hente deres gratis sygehusmedicin på det lokale apotek, så de slipper for at rejse langt. Borgere med kroniske sygdomme får hjælp til at komme godt i gang med deres medicin på apoteket, der også sørger for den løbende monitorering og rådgivning – samt udtrapning, når behandlingen slutter.
Forestil dig et apotek, som løfter endnu flere opgaver uden for apotekets mure. Vi kan hjælpe læger med at gennemgå borgeres samlede medicinbrug og undervise plejepersonale i sikker medicinhåndtering. Det sikrer færre medicinfejl, færre genindlæggelser og bedre livskvalitet for borgerne. Medicinsikkerheden bliver styrket, når flere får maskinelt dosispakket deres medicin, og samtidig frigives eftertragtede ressourcer i kommunernes hjemmepleje, så omsorgs- og plejeopgaver får højere prioritet.
Forestil dig et apotek, som kan hjælpe endnu flere borgere, når deres medicin er i restordre – et problem, der kan blive større med den øgede geopolitiske uro. Som en central del af sundhedsvæsenets kritiske infrastruktur sørger vi for at udlevere en anden pakning, uden at patienten skal tilbage til lægen for at få en ny recept.
Og forestil dig et apotek, hvor borgeren har nem adgang til test og rådgivning ved en række helbredsproblemer, og hvor farmaceuten har mulighed for at sætte behandlingen i gang med det samme. Samtidig kan borgeren hurtigt og nemt få alle vaccinationer på apoteket – også dem, der indgår i det offentlige vaccinationsprogram.