De digitale muligheder skal styrkes og udvikles. Det danske sundhedsvæsen bygger på en stærk digital infrastruktur med bl.a. elektroniske patientjournaler, fælles digitalt medicinkort og elektroniske recepter. Det er afgørende, at det offentlige løbende vedligeholder og udvikler systemerne, så vi kan fastholde disse styrker og øge effektiviteten i sundhedsvæsenet.
Danske apoteker er blandt de mest digitaliserede i verden med bl.a. elektroniske recepter, automatisk individuel tilskudsberegning, digitale logistikløsninger, fremtagningsrobotter og udleveringsautomater.
Samtidig tilbyder apoteker i hele landet den fælles app ’apoteket’, hvor borgeren digitalt bl.a. kan holde styr på sin egen og sine børns medicin, recepter, lagerstatus, tilskud og blive husket på at tage medicinen.
Borgerne møder dermed apoteket digitalt, når de handler receptmedicin og andre apoteksvarer via apotekets e-handelsløsninger, bruger apotekets app eller går på apoteket.dk, hvor man får råd om sundhed, sygdom og medicin.
Potentialet for at udnytte de digitale muligheder er dog langt større. Apotekerne er i fuld gang med udviklingen. Men vi har behov for, at de offentlige it-systemer – der er fundamentet under apotekernes digitale løsninger – opprioriterer fokus på apotekerne.