Gå til indhold

1. Medicinsikkerhed og forebyggelse skal styrkes

Sundhedsreformen øger vores ambitioner om at styrke medicinsikkerhed og
forebyggelse tæt på borgeren.

Behovet er stort: Op mod halvdelen af medicinbrugerne anvender deres medicin
forkert. Medicinfejl fører til mange unødvendige indlæggelser, og tilsyn i plejesektoren
og på bosteder viser, at der er store problemer.

Ofte opstår problemerne i overgange, hvor flere behandlere er involveret, og
medicinforbruget er stort. Derfor er der brug for et stærkere samarbejde mellem
sundhedsprofessionelle om borgernes medicin, så ingen får for meget, og så flere
hjælpes til en optimal og sammenhængende behandling.

Her spiller apotekerne en central rolle som samfundets lægemiddeleksperter. En
rolle, der kan og skal udvikles. Sammen med andre sundhedsprofessionelle, og i
tæt samarbejde med de nye sundhedsråd, skal apotekerne sikre effektiv brug af
ressourcerne lokalt, skabe sammenhængende forløb og sikre gode lokale løsninger.

Apo Strategi 13

Medicinfejl er årligt årsag til mere end 100.000 indlæggelser og op mod 5.000 dødsfald

Apotekerne vil:

  • styrke medicinsikkerhed og sygdomsmestring for borgere med kroniske sygdomme ved systematisk at tilbyde medicinsamtaler og ’Tjek På Inhalation’ til flere borgere, f.eks. som led i kronikerpakker

  • samarbejde med kommuner og regioner om at reducere medicinproblemer i plejesektoren gennem kompetenceløft
    af plejepersonale, medicingennemgang (eksempelvis ved indflytning på plejehjem og løbende på bosteder og ved opstart af maskinelt dosispakket medicin) og ved at udbrede brug af maskinelt dosispakket medicin
  • lette borgernes hverdag og aflaste sygehusene ved at udlevere vederlagsfri sygehusmedicin lokalt fra flere apoteker

  • modernisere recepten, så apoteket i samråd med patienten kan vælge den tilgængelige, samt økonomisk og behandlingsmæssigt mest optimale pakning – og samtidig aflaste lægerne

  • bidrage til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling ved at være det naturlige sted for borgerne at blive vaccineret, testet for udvalgte sygdomme og sat i behandling efter faste standarder. Det mindsker risikoen for alvorlig sygdom og aflaster andre aktører i sundhedsvæsenet.