Et højt sundhedsfagligt niveau på apotekerne forudsætter veluddannede farmaceuter og farmakonomer. Det enkelte apoteks evne til at rekruttere lokalt afhænger af, om der er tilbud om gode og tilgængelige uddannelsessteder flere steder i landet.
Konkurrencen om kvalificeret arbejdskraft er skærpet de senere år. Årgangene af uddannelsessøgende bliver mindre, og lægemiddelindustrien, sygehuse og kommuner rekrutterer i stigende grad de apoteksuddannede farmakonomer. Traditionelt har lægemiddelindustrien aftaget størsteparten af farmaceuterne.
Derfor oplever apotekerne i visse dele af landet store udfordringer med at tiltrække farmakonomer og farmaceuter. Udfordringen er kritisk – ikke mindst fordi apotekerne, af hensyn til forsyningsforpligtelsen, skal være til stede i hele landet.
Det er samtidigt helt afgørende, at medarbejderne ser apoteket som en attraktiv arbejdsplads. Et godt arbejdsmiljø, god ledelse, faglige udfordringer og moderne digitale værktøjer er alt sammen vigtigt. Og udviklingsveje og karrieremuligheder skal være tydelige for begge faggrupper.
For ambitiøse farmaceuter med lederpotentiale er det vigtigt, at vejen til at blive apoteker er et realistisk og opnåeligt mål.