Der sælges årligt over 1 milliard hovedpinepiller med paracetamol i Danmark. Dermed er danskerne blandt de lande, der har det højeste forbrug af svage smertestillende lægemidler med paracetamol, hvis man sammenligner med de øvrige OECD-lande.
Der bliver årligt langet over 1 milliard hovedpinepiller med paracetamol over disken på danske apoteker samt i detailhandlen. Det svarer til godt 180 af de svage smertestillende piller pr. dansker – ung som gammel. Og det bringer os op som et af de lande i OECD, der har det højeste forbrug pr. indbygger.
Salget er da også kun gået én vej de sidste 10 år, og det er op. På 10 år er salget af hovedpinepiller med paracetamol steget med hele 41 procent – en stigning, der er korrigerer for det stigende befolkningstal.
Til de årlige 180 paracetamolpiller per dansker skal lægges forbruget af andre svage smertestillende lægemidler i håndkøb såsom ibuprofen og acetylsalicylsyre. Her er salget i samme periode faldet en smule, men slet ikke nok til at udligne det stigende forbrug af paracetamol. Så alt i alt er der et generelt stigende forbrug af svage smertestillende lægemidler købt i primærsektoren.
”Paracetamol er altså i stigende grad blevet førstevalg, når danskerne har ondt. Det skyldes, at andre former for smertestillende medicin som acetylsalicylsyre og ibuprofen, der begge tilhører gruppen af NSAID-lægemidler, kan have flere bivirkninger og eksempelvis øge risikoen for mavesår,” siger Apotekerforeningens sundhedsfaglige direktør Birthe Søndergaard.
Bekymrende udvikling
Men i øvrigt finder hun udviklingen med danskernes store og stigende forbrug af svage smertestillende lægemidler bekymrende:
”Der synes ikke umiddelbart at være nogen sundhedsfaglig grund til, at forbruget stiger så markant. Og det er et problem, da man simpelthen kan få hovedpine af at tage for mange hovedpinepiller. Hvis man tager smertestillende medicin gennem en længere periode, så vænner kroppen sig til medicinen i større og større mængder. Derfor risikerer man en kraftigere hovedpine og en gradvist dårligere effekt af pillerne,” siger hun og giver det gode råd, at man som udgangspunkt højst må tage smertestillende medicin to dage om ugen, medmindre det er i en kortere periode.
Hun opfordrer borgere vil til at søge rådgivning på apoteket eller hos lægen, hvis de har mistanke om, at grunden til deres hovedpine er et overforbrug af smertestillende medicin, eller at man ikke har tilstrækkelig effekt af tabletterne.
Ingen enkel forklaring
Heller ikke farmaceut og forsker Sofie Rosenlund Lau fra Forskningsenheden for Sygehusapotek Fyn, OUH, kan finde en sundhedsfaglig begrundelse for det stigende forbrug af svage smertestillende lægemidler.
Hun peger på, at det i Danmark er både kulturelt og socialt accepteret at gribe ud efter glasset med hovedpinepiller, hvis man ikke er helt på toppen eller har lidt ondt:
”Håndkøbsmedicin opfattes af de fleste som relativt sikkert, billigt og nemt tilgængeligt. Derfor bliver det ofte den første go-to løsning, når man har ondt – og det har rigtig mange danskere jo hver eneste dag. Selvmedicinering er desuden socialt accepteret. De fleste hjem har paracetamol liggende i skabet, og mange har det med i tasken – det gælder også mange skolebørn. Brugen af håndkøbsmedicin går også i arv fra forældre til børn, så adfærden eller hele kulturen omkring lægemidler indlæres tidligt og hænger ved.”
Sofie Rosenlund Lau peger også på, at rigtig mange får udskrevet paracetamol, når de er indlagt på hospitalet. Og det er sjældent, at det fjernes fra medicinlisten igen. Så særligt hos ældre har paracetamol det med at blive stående på medicinlisten i mange år, hvis ikke altid.
Et studie fra 2018 af paracetamolforbruget i de nordiske lande har da også vist, at hele 78 procent af de svage smertestillende lægemidler med paracetamol herhjemme udleveres via recept - især til ældre og kvinder.
”Og så er der nok også noget i forhold til samfundets forventninger og krav til arbejdsliv og aktivitet generelt. Hverdagen i dag er præget af et ultrahøjt produktionsniveau, hvor det forventes, at man bidrager aktivt - både på arbejdet og i fritiden - også til trods for smerter. Medicinen kan blive et middel til at udholde et konstant pres. Men det er sjældent det, der gør en positiv forskel på længere sigt,” advarer hun.
Trends in Use of Paracetamol in the Nordic Countries