Folkemødedebat konkluderede, at det skal være nemt, nært og trygt at blive vaccineret, når man er ældre eller sårbar og dermed i målgruppen for en række vaccinationer.
Vi skal glæde os over, at vi har en høj vaccinationsrate for influenza og Covid-19 blandt sårbare og ældre i Danmark. Men vi skal især have fokus på de omkring 20 procent, der ikke bliver vaccineret, og som har det største behov for vaccinen.
Det var en af konklusionerne på en debat i apotekernes telt ved årets folkemøde på Bornholm, hvor Apotekerforeningen og Lungeforeningen havde inviteret sine to formænd, repræsentanter fra PLO og regionerne samt professor Trine Kjær til at drøfte den nuværende praksis med vaccinationer til voksne.
Det blev i debatten problematiseret, at opgaven med sæsonvaccinationer mod Covid-19 og influenza hvert år sendes i udbud, så resultatet er manglende kontinuitet og usikkerhed for borgerne om, hvor de kan få stikkene. Og det blev problematiseret, at der er uens praksis omkring anbefalinger og tilskud til voksenvacciner som fx pneumokok og RS-virus.
Vaccination er forskel på liv og død
Lungeforeningens formand Ejvind Frausing pegede i debatten på, at vaccination for deres medlemmer kan betyde forskellen på liv og død. ”Vaccination er det mest cost effektive middel, vi har. Derfor skal det gøres nemt, tilgængeligt og lokalt at blive vaccineret. Det må ikke blive for kompliceret, og vi skal tilbage til det nære,” sagde han.
Der var i panelet enighed om, at man især skal have fokus på dem, der ikke tager imod tilbuddet om at blive vaccineret, og der var også fokus på flere mulige barrierer såsom tidsbestilling i e-boks og efterfølgende krav om at skulle bevæge sig hen til et vaccinationscenter, som ligger langt væk. Praktiserende læge Henrik Idriss Kise fra PLO slog til lyd for, at systemet skal indrettes, så det er nemt for patienterne. Og det mener han ikke, at det er i dag:
”Det går ikke, at jeg skal sende patienterne ned på apoteket for at hente vaccinen og få tilskud, og så skal de komme tilbage til mig for at få stikket. Det kan vi gøre bedre. Vi har i almen praksis før løftet vaccinationsopgaven sammen med apotekerne, og det kan vi gøre igen. Vi skal tilbage til det nære.”
Lader de sårbare i stikken
Apotekernes formand Mads Haaning mener heller ikke, at det er en optimal måde, vi gør det på i dag. ”Det er et kludetæppe med forskellige løsninger fra år til år, og vi har forskellige løsninger for forskellige vacciner. Det lader de mest sårbare i stikken, og det går imod intentionerne i sundhedsreformen og regeringsgrundlaget om at mindske uligheden i sundhed.”
Han anbefaler en model, der sikrer større kontinuitet i tilbuddene, og han slog til lyd for, at flere af de vigtige vaccinationer af risikogrupper bør være gratis. ”For når man selv skal betale, også selvom man får tilskud, så skaber det ulighed i sundhed.”
Regionsrådsformand Anders G. Christensen fra Region Midtjylland, der står for det årlige udbud af vaccinationsopgaven, pointerede, at det er et vigtigt led i sundhedsreformen at få fat i de svage grupper - bl.a. når det gælder vaccination. ”Og de 20 procent, som ikke bliver vaccineret, fejler sikkert alt muligt andet,” sagde han men kunne ikke love, at man ville gå væk fra de årlige udbud af vaccinationsopgaven for at skabe mere kontinuitet.
Verdensorganisation vil inddrage apoteker mere
Internationalt arbejdes der for, at apotekerne i langt højere grad bliver inddraget som en fast del af vaccinationsindsatsen. Det kan læses i et nyt positionspapir fra organisationen World Pharmacy Council (WPC), som Danmarks Apotekerforening er medlem af.
Ifølge WPC viser nyere international viden, at bedre lokal adgang er afgørende for at øge vaccinationsoptaget og mindske ulighed i sundhed - særligt i landdistrikter og blandt grupper med begrænset adgang til det øvrige sundhedsvæsen. Samtidig peger organisationen på, at vaccination på apotek kan lette presset på almen praksis og andre dele af primærsektoren, så ressourcerne kan bruges dér, hvor behovet er størst.