De fleste af landets apoteker er klar med virksomhedsvaccination fra 1. oktober.
Mange virksomheder tilbyder deres medarbejdere gratis vaccination mod influenza, når vaccinerne bliver tilgængelige fra 1. oktober. Og det er ifølge Tina Hoby Andersen, der er direktør for apotekernes vaccinationsselskab Apovac, ikke for tidligt at få en aftale om efterårets vaccinationer på plads.
”Et tilbud om vaccination til medarbejderne kan være en god løsning for både virksomheden og de ansatte. For virksomheden kan det være en enkel måde at gøre vaccination let tilgængelig for medarbejderne, og for medarbejderne er det et godt signal fra virksomhedens side at få tilbudt gratis vaccination. Det er vel de færreste, der ønsker at lægge sig syge med ubehagelige symptomer som høj feber, kulderystelser, slem hovedpine og ømme muskler,” siger Tina Hoby Andersen.
Vaccinationen kan både foregå på aftalte dage i et lokale, som den pågældende virksomhed stiller til rådighed, eller medarbejderne kan tage forbi et apotek, som tilbyder vaccination, og blive vaccineret der. Hvis medarbejderen arbejder hjemmefra, rejser eller er på ferie, kan vedkommende blive vaccineret på et apotek tæt på, hvor han eller hun befinder sig. Virksomhedsaftalen giver således medarbejderne mulighed for at benytte apoteker, som tilbyder vaccination, på tværs af landet.
Hun opfordrer virksomheder til at gå ind på hjemmesiden apoerhverv.dk og læse mere om mulighederne for virksomhedsvaccination. Her kan man også se, hvilke apoteker der deltager i ordningen.
Det anbefales at få vaccinationen i oktober eller november, inden influenzasæsonen for alvor går i gang. Beskyttelsen indtræder ca. to uger efter vaccinationen. Alle vaccinationerne udføres af vaccinatøruddannet sundhedspersonale og sker på lægefaglig delegation fra Medicals ApS.