Når forskningen rykker ind på Instagram

Da Anton Pottegård for nylig var på rundvisning i Europa-Kommissionen i Bruxelles, registrerede han sig som “professor”, næsten uden at tænke over det. Men straks blev han bedt om at ændre det til ”influencer”; det var nemlig sådan én, han var inviteret som. Samtidig med jobbet som professor ved SDU og forskningsleder på Sygehusapotek Fyn driver han også en Instagram-profil med næsten 20.000 følgere, hvor han formidler den forskning, som han og hans kolleger står bag.

”Her gik det op for mig, at jeg jo faktisk er en slags influencer, bare inden for forskningsformidling,” siger Pottegård med et grin.

På hans Instagram-profil kan man både blive klogere på brugen af Wegovy, forskelle i behandling af ADHD og den nyeste viden om kvindesygdomme. Der er også guides til at få børnene igennem skoldkopper, og så kan man også lære, om kollagen virker mod rynker.

Men hvad laver en professor på Instagram, vil nogle måske spørge? Og risikerer man ikke at gå på kompromis med fagligheden, når man komprimerer komplicerede forskningsprojekter til korte videoer og karruseller med forklaringer på få linjer, som man skal swipe sig igennem?

Ikke hvis man spørger Anton Pottegård. Han har stor diversitet i sin følgerskare, der tæller både fagfolk, beslutningstagere, patienter og mennesker, som ikke arbejder inden for sundhedssektoren, men som alligevel synes, at det er interessant at følge med.

Nye forskningsidéer fødes på SoMe
Når han er aktiv på SoMe, handler det ikke kun om at videreformidle forskning men lige så meget om at få input og refleksioner fra dem, som følger med. På den måde fungerer Instagram-profilen også som en radar, hvor Anton Pottegård følger med i, hvad der rører sig på sundhedsområdet og indfanger idéer til nye forskningsprojekter.

”Fordi sociale medier er designet til dialog, bliver det ofte der, meningsdannere, patientforeninger og kollegaer nemmest kan komme i kontakt med mig. Det giver mig en masse input, som jeg ellers ikke ville få,” fortæller han og tilføjer, at han for det meste får flere input fra sit faglige netværk via de sociale medier end via traditionelle kanaler.

Men det er ikke kun de mange input fra fagfæller, som er med til at forme fremtidige forskningsprojekter.

Spørgsmål og kommentarer fra de borgere, det drejer sig om, gør Anton Pottegård og hans kollegaer klogere på, hvilken forskning, der gør størst gavn i praksis.

”Ikke alle forskningsprojekter er lige vigtige. Det glemmer vi som forskere nogen gange, fordi vi er drevet af en intellektuel interesse i et projekt. Men det handler om at prioritere de projekter, som er med til at gøre en reel forskel for dem, det drejer sig om. Og her er de input, jeg får via sociale medier med til at gøre os klogere,” siger Anton Pottegård.

Et fælles netværk
Selvom hans Instagram-profil bærer hans navn, fungerer den også som talerør for kollegaernes forskning. Via Instagram, LinkedIn og Facebook når han bredt ud, og det betyder, at der bliver sendt bud efter kollegaerne – både som foredragsholdere og i forskningsmæssigt ærinde.

”Mine profiler har også det eksplicitte formål at bygge bro og skabe forbindelser for mine kollegaer. Det er med til at styrke fundamentet for vores fælles forskning,” siger han. 

En svær disciplin 
At Anton Pottegård i dag arbejder så målrettet med at formidle på sociale medier, udspringer ikke kun af et stort ønske om at få forskningen bredt ud, men også af et par kommunikative kriser, som lærte ham, at god kommunikation kræver træning. Derfor hyrede han en kommunikationsrådgiver, som også hjalp ham med at navigere på SoMe.

”Enten skulle jeg blive virkelig dygtig til at formidle, eller også skulle jeg helt lade være. Jeg valgte at gå ind i det, og det har krævet, at jeg satte mig ind i, hvordan de sociale medier virker - både når det kommer til algoritmer og til virkemidler. Det er et håndværk, man skal lære,” siger han.

Ét enkelt ord kan forstyrre hele budskabet
I dag sidder håndværket efterhånden på rygraden, men Anton Pottegård tryktester stadig opslag hos kollegaer eller eksterne fagfolk, inden han poster. Især når det handler om mere følsomme emner. For eksempel har han lært, at det rette ordvalg har stor betydning, hvis man vil være sikker på at få sit budskab igennem.

”Tag ADHD som eksempel. Her er der forskellige holdninger til, hvordan det italesættes. Hvis man kommer til at kalde ADHD for en sygdom, kan det afføde en stærk reaktion fra folk, der vil have det omtalt som en udviklingsforstyrrelse. Dermed risikerer hele budskabet at drukne i en begrebsdiskussion, og så når man aldrig til at snakke om selve forskningsprojektet,” siger han.

Undtagelsen – ikke trenden
At det er forbundet med mange overvejelser at formidle på sociale medier, kan Astrid Haug bekræfte. Hun er selvstændig rådgiver og ekspert i sociale medier.

”Det er et kæmpe arbejde at opbygge og vedligeholde en god profil med mange følgere. Udefra kan det se nemt ud, men det er det bestemt ikke,” siger hun.

Det er en af grundene til, at nogle helt vælger det fra i professionelle sammenhænge, og at forskningsformidling på SoMe ikke fylder ret meget.

”Set i det store billede er forskningsformidling en meget lille del af det, der foregår på sociale medier. I USA er det dog mere udbredt,” siger hun.

Men i takt med, at der kommer en ny generation af forskere, som er vokset op med sociale medier, vil flere formentlig bruge de kanaler i deres professionelle virke.

”Med en kanal som Instagram kan man nå ud til langt flere med sin forskning i et format, som de fleste kan forstå. Samtidig bidrager man med et fagligt og faktuelt modspil til de mange personlige fortællinger på SoMe,” fortæller Astrid Haug.

Et community
Men der er også en bagside. Når man bruger sociale medier, køber man samtidig ind i de algoritmer og den forretningsmodel, som Meta har opbygget, og som også rummer mørke sider med misinformation, voldeligt indhold og kaninhuller.

”Det er et dilemma, for når det fungerer, kan det være rigtig godt – især tovejskommunikationen. Hvis man kan skabe et community med gode debatter og reel dialog mellem forskere og de mennesker, det handler om, så er man nået langt,” siger hun.

Samtidigt kan den personlige formidlingsform skabe bånd til følgerne, som føler, at de kender personen bag.

”Det er lidt som at have en videnskabelig ven på Instagram, som man har tillid til, og som gør én klogere,” fortæller hun.