Omkring halvdelen af alle medicinbrugere tager ikke deres medicin korrekt. Hvis man er i målgruppen for det, kan man få en gratis medicinsamtale på apoteket, som skal sikre gode vaner omkring brugen af medicin.
Apoteket tilbyder medicinsamtale til borgere:
Medicinsamtale er en gratis samtale. Målet med medicinsamtalen er at give borgeren tryghed, viden og værktøjer, så borgeren kan følge den medicinske behandling, som lægen har anbefalet. På den måde kan borgeren få etableret gode vaner omkring medicinbrugen og få det bedste ud af lægemiddelbehandlingen.
Typisk vil det være i dialogen med apoteket, at borgeren får anbefalet samtalen. Det er dog også muligt for lægen at henvise borgere til samtalen.
Medicinsamtalen består af to samtaler, som samlet tager ca. 20 minutter.
Første del af medicinsamtalen foregår på apoteket i rolige og diskrete omgivelser, hvor borgeren kan tale uforstyrret med farmaceuten, eller som videosamtale, hvor borgeren og farmaceuten kan se hinanden. Anden del af samtalen foregår samme sted som første del, på apoteket eller som videosamtale, eller over telefonen omkring 3-4 uger efter første samtale.
Samtalen tager udgangspunkt i den enkelte borger. Eksempler på emner under samtalen kan være:
Medicinsamtalen skal sikre, at borgeren opnår en bedre accept, viden og forståelse for den medicinske behandling. Tilbuddet gælder også forældre til børn, der har en kronisk sygdom.
Tag kontakt til Apotekerforeningen eller det lokale apotek, hvis du ønsker flere oplysninger om medicinsamtalen.