Som et forsøg åbnede 66 apoteker sidste år op for at modtage brugte insulinpenne fra Novo Nordisk til genanvendelse. Det var så stor en succes, at ordningen nu er permanent og landsdækkende.
Tidligere blev injektionspenne til insulin blot smidt ud efter brug. Men over en periode på 12 måneder i 2021 kunne penbrugere på forsøgsbasis aflevere de brugte injektionspenne fra Novo Nordisk på 66 apoteker i Kolding, Aarhus og Københavns kommuner, så materialerne fra pennene kunne genanvendes.
Forsøgsordningen blev en stor succes. Hele 77.000 brugte injektionspenne blev indsamlet på apotekerne. Novo Nordisk har derfor valgt at gøre ordningen med navnet Returpen™ permanent og landsdækkende fra 1. februar 2022, så alle landets apoteker nu kan blive en del af returordningen.
“Det betyder, at kunder fra den dag har kunnet aflevere deres brugte injektionspenne fra Novo Nordisk på apoteker i hele Danmark, så plastik og andre materialer fra pennene kan genbruges”, siger landechef for Novo Nordisk i Danmark, Kasper Bødker Mejlvang.
Han forklarer, at man, når man har diabetes, anvender meget medicinsk udstyr, som hober sig op, når det er brugt.
“Hvis man så samtidig er miljøbevidst, som mange af vores kunder er, kan det være frustrerende ikke at kunne aflevere det brugte udstyr til genanvendelse. Den mulighed har man nu over hele landet med Returpen”, siger Kasper Bødker Mejlvang.
Apotekernes vigtige rolle
Han glæder sig over det gode samarbejde, som Novo Nordisk har haft med apotekerne i forbindelse med projektet.
“Jeg er positivt overrasket over, hvor stort et ansvar apotekerne har taget i forhold til at sætte miljøet på dagsordenen. Vi valgte apoteket som indleveringssted, blandt andet fordi pennene er medicinsk udstyr, som skal håndteres på en bestemt måde, og det er apotekerne eksperter i. Jeg tror derfor, at apotekerne kan komme til at spille en stor rolle fremover, når det gælder genanvendelse af medicinsk udstyr”, siger Kasper Bødker Mejlvang.
Giver god mening
Aarhus Viby Apotek var et af de apoteker, der var med i pilotprojektet. Her er apoteker Marianne Kallesen begejstret for, hvor godt kunderne modtog ordningen.
“Det giver rigtig god mening lige nu, hvor bæredygtighed fylder meget for mange mennesker. Vi har sådan set bare ventet på den dag, hvor ordningen blev gjort permanent og landsdækkende”, siger hun.
Det er apotekets souschef, farmaceut Lone Søndergaard, som har stået for det praktiske i forbindelse med projekt Returpen ™ på apoteket i det sydlige Aarhus. Hun fortæller, at hver gang der kommer en kunde ind for at hente insulin, gør personalet opmærksom på ordningen og tilbyder dem en brochure og en pose til at indsamle de bruge insulinpenne i.
“Poserne og brochurerne ligger inden for rækkevidde af skranken, så det er let at få fat i. Vi sender også ofte poserne med ud til vores forsendelseskunder, og så får buddet poserne med de brugte penne retur”, siger Lone Søndergaard.
Dialog med kunden
Returpen™ har været en stor succes på Aarhus Viby Apotek. For Lone Søndergaard handler det ikke kun om at få samlet de brugte insulinpenne ind.
“Det er en god anledning til at komme i dialog med kunderne og vise, at apoteket har en oprigtig interesse i dem, og at vi kan tilbyde noget ekstra ved den personlige betjening i butikken. Det kan de ikke få, hvis de køber medicin på nettet. Når kunderne oplever det, åbner de op og spørger måske om noget andet medicinrelateret, som de undrer sig over. Og så kan vi hjælpe dem med det”, siger Lone Søndergaard, der især husker én episode relateret til Returpen™ særdeles godt.
“En dag kom en kunde med to indkøbsvogne proppet med brugte injektionspenne. Over knap 11 år havde han samlet 1.200 penne. Endelig fik han mulighed for at komme af med dem, og det var han meget begejstret for”, fortæller souschefen på Aarhus Viby Apotek.
Udbredes til andre lande
Hos Novo Nordisk er det ambitionen at gøre produktionen CO2-neutral og på sigt genanvende alle de materialer, som bliver brugt til det medicinske udstyr. Returpen™ er virksomhedens første forsøg med at genanvende de brugte injektionspenne.
“Med en produktion på 700 mio. injektionspenne på verdensplan er der et meget stort potentiale i ordningen. Og med den store succes Returpen™ har været indtil nu, er vi gået i gang med at lægge planer for, hvordan vi kan udbrede den til andre lande”, siger Kasper Bødker Mejlvang.
Mulighederne for at genanvende materialerne fra brugte penne er mange. Tidligere har Novo Nordisk i mindre skala genanvendt glas og plastik fra brugte injektionspenne til at producere blandt andet plastikmøbler og lamper. Nu går Novo Nordisk i gang med at undersøge nærmere, hvor de genanvendte materialer kan gøre størst nytte.