Gå til indhold

"En souschef skal da være en farmaceut"

Kit Andersen er souschef på Frederiksværk Apotek

TRINE GANER

Kit Andersen Kit Andersen. FOTO: LIZETTE KABRÉ

Hun har altid søgt ansvar, men det var først, da der for tre år siden kom ny apoteker, at farmakonom Kit Andersen for alvor fik gang i ledelseskarrieren. I dag er hun souschef på apoteket.

Når Kit Andersen sætter sig ind bag rettet i sin bil om morgenen, er hun allerede i gang med at planlægge dagen inde i hovedet. Er der kommet sygemeldinger? Hvad skal hun nå i dag? Arbejdet som souschef på Frederiksværk Apotek betyder, at der er meget at holde styr på. Faktisk har hun måttet tage en app i brug for at være sikker på, at hun holder snor i det hele.

Det generer dog ikke Kit Andersen. Tværtimod. Siden hun startede som farmakonomelev på apoteket for 15 år siden, har hun søgt indflydelse og ansvar, og hun har igennem tiden været ansvarlig for blandt andet logistik, kampagne og sortiment.

”Det er vigtigt for mig, at der løbende sker noget nyt. Jeg kan godt lide, at tingene er i udvikling,” siger hun. Vendepunktet kom dog først, da Amir Lavasani kom til som ny apoteker i 2019. Han satte straks gang i en række forandringer på apoteket. Herunder en større ombygning og åbningen af en ny filial.

”Alle de nye tiltag, som Amir satte i gang, var spændende, og jeg var fra starten helt med på hans tanker om udvikling af apoteket. Han tænker hele tiden fremad og i optimering. Det kan jeg godt lide. Vi fandt hurtigt ud af, at vi fungerer godt sammen,” siger Kit Andersen.

Involveret fra begyndelsen
Amir Lavasani involverede fra begyndelsen Kit Andersen i de mange nye projekter – ikke mindst i ombygningen af apoteket, hvor hun blandt andet deltog i byggemøder.

”Amir har fra starten kunnet se et potentiale i mig, og han spurgte hurtigt, om jeg ville være daglig leder på apoteket,” siger hun.

Halvandet år senere blev hun souschef, og hun står nu for alt fra skemalægning og MUS til morgenbriefing og ferieplanlægning. Hun er stedfortræder for apotekeren og ansvarlig for apotekets drift i hverdagen.

”For mig er det en god dag, når det hele kører. Kunderne har en god oplevelse, medarbejderne er glade, vi når de ting, vi har planlagt, og alle har været effektive. Det er min opgave så vidt muligt at sørge for det, og det lykkes heldigvis tit hos os,” siger Kit Andersen.

Naturlig udvikling
At skulle være leder for dem, der tidligere har lært hende op, da hun var elev på apoteket, har Kit Andersen skullet vænne sig til.

”Det er jo ikke noget, der er sket fra den ene dag til den anden. Det har været en naturlig udvikling, og jeg er så heldig at være omgivet af mange gode kollegaer, der har taget godt imod det,” siger hun.

Hun er dog ikke sikker på, at det var gået lige så nemt alle steder.

”Jeg tror, at man i hvert fald nogle steder har det lidt sådan: jamen, en souschef skal da være farmaceut. Den har jeg heldigvis ikke mødt her,” siger hun.

Hendes råd til andre farmakonomer, der drømmer om at gå samme vej, er da også, at man skal klø på.

”Hvis man vil gå ledelsesvejen, må man være fremme i skoene. Er der noget, man gerne vil, skal man være opsøgende,” siger Kit Andersen.

Om Kit Andersen

  • 35 år
  • Uddannet farmakonom i 2010 fra Frederiksværk Apotek
  • Daglig leder, Frederiksværk Apotek: 2019-2021
  • Souschef, Frederiksværk Apotek: 2021-nu.