Motivation og erkendt behov
Og det tyder undersøgelsen på, at der er basis for, at apoteksfarmakonomerne med fordel kan bidrage med deres kompetencer. Undersøgelsen viser nemlig, at der blandt både chefer og medarbejdere er stor motivation for at arbejde med kvalitet og sikkerhed på medicinområdet - og samtidig en bekymring for, om de medarbejdere, der løser de medicinrelaterede opgaver, har de rette kompetencer.
Det giver et godt afsæt for en eventuel kommende afprøvning af, hvordan apoteksfarmakonomerne sammen med de kommunale medarbejdere kan højne medicinsikkerheden i kommunerne, lyder vurderingen fra sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen Birthe Søndergaard. Parterne i projektet er ved at se på, hvilke samarbejdsmodeller, der skal afprøves.
”Vi ved fra tidligere erfaringer, at det er vigtigt, at der opbygges en relation mellem apotekets farmakonomer og de kommunale medarbejdere i det team, der står for borgernes medicin. Det taler for, at vi skal afprøve nogle længere forløb, hvor apoteksfarmakonomerne kommer på institutionen på fast basis,” siger Birthe Søndergaard.
Ud over relationsopbygning er det, ifølge Birthe Søndergaard, vigtigt, at det ikke blot er en enkelt farmakonom, der er tilknyttet, men et team af apotekets farmakonomer. ”På den måde bliver det mindre sårbart og mere fleksibelt for både kommunen og apoteket,” siger Birthe Søndergaard.