Serveret på et sølvfad
Der findes en hel række af forskellige håndtag at gribe fat i, når man arbejder med medarbejderinddragelse. Et af dem er en-til-en-samtalen, som ifølge Anna Mathiasen er et fantastisk værktøj – men skal det have den ønskede effekt, skal man lære det.
”Formålet med en-til-en-samtaler er at få udvidet sit perspektiv som leder. Man skal gå til samtalen med et par få punkter og så simpelthen bare lytte. Det er en færdighed, der skal trænes. Når man først har lært det, får man til gengæld serveret tingene på et sølvfad til sådan en samtale,” siger hun.
En-til-en-samtalerne skal give mulighed for at tage individuelle hensyn til medarbejderne.
”Behov skifter gennem livet. Det kan være svært at tilgodese, hvis tingene kommer i meget faste kasser. Men at tage individuelle hensyn stiller krav til lederen. For hvordan kommer man godt afsted med at træffe beslutninger, der tilgodeser nogen frem for andre?” spørger Anna Mathiasen retorisk.
Svaret er: gennemsigtighed. Hvis man som leder fortæller, hvorfor man gør, som man gør, vil medarbejderne i langt de fleste tilfælde, ifølge Anna Mathiasen, have forståelse for det. Og man får meget igen ved at inddrage medarbejderne i beslutninger, der vedrører deres arbejde og hverdag, oplever hun.
”Hvis medarbejderne mødes, hvor de er, får man følgeskab. De bliver åbne for at prøve ting af. Man kan jo for eksempel aftale, at nu afprøver vi det her i tre måneder, og så ser vi på, om det virker. Det kræver dialog og følgeskab,” siger Anna Mathiasen.