Gå til indhold
Medicinhåndtering

Årligt destrueres for 410 mio. kr. medicinrester indsamlet på apotekerne

En analyse af de medicinrester, der bliver indleveret til apotekerne, dokumenterer, at store mængder medicin årligt går til spilde. Mange af de pakninger, borgerne afleverer til apotekerne, er uåbnede og stadig inden for holdbarhedsdatoen.

MERETE WAGNER-HOFFMANN

medicinaffald-komprimeret.jpg FOTO: VITA KORSGAARD

Borgerne indleverer hvert år ubrugt medicin til apotekerne svarende til en værdi af 410 millioner kroner. Medicin, som sendes direkte til destruktion. Heraf er de 90 mio. kr. betalt af offentlige kasser som medicintilskud. Det viser beregningerne i en ny undersøgelse af de medicinrester, som borgerne indleverer på apoteket.

Undersøgelsen er baseret på 4.384 medicinrester, indleveret i løbet af en uge på 39 apoteker landet over. I gennemsnit svarede det til 112 indsamlede medicinrester per apotek på en uge. Apotekerne stod selv for at optælle, sortere og identificere medicinresterne – flere steder i samarbejde med studerende på studieophold på apoteket. Den indleverede mængde svarer til, at der på landsplan bliver afleveret godt tre millioner pakninger med medicinrester.

Analysen af de indberettede data er foretaget af forskningsfarmaceut Trine Graabæk Hansen, Sygehusapotek Fyn, på opfordring fra Alliancen Stop Medicinspild.

Øget viden skal mindske medicinspild
”Formålet med at analysere den indsamlede medicin er at blive klogere på karakteren og omfanget af de medicinrester, som borgerne indleverer på apotekerne. Og ikke mindst at blive klogere på, hvorfor så meget medicin bliver leveret ubrugt tilbage. Det handler i den sidste ende om at finde ud af, hvad vi kan gøre for at mindske medicinspild,” siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen.

Alliancen Stop Medicinspild består af Pharmadanmark, Gigtforeningen, Ældre Sagen, Lægeforeningen og Danmarks Apotekerforening.

Alliancen søsatte sidste år i maj en kampagne for at fortælle borgerne om korrekt håndtering af medicinrester. Kampagnen var blandt andet synlig på apotekerne, som blev opfordret til at hænge plakater op med budskabet om, at medicin er farligt affald, der skal indleveres på apoteket og destrueres forsvarligt. Endvidere kørte kampagnen på de sociale medier.

medicinaffald graf

Hver 5. pakning er uåbnet
Ud over at hæve borgernes vidensniveau om korrekt håndtering af medicinrester, ønskede alliancen at få en øget viden om den medicin, der bliver indleveret. Analysen er netop offentliggjort, og den afdækker, ifølge Trine Graabæk Hansen, en række interessante forhold

”En femtedel af de pakninger, apotekerne modtog, var uåbnede. Og mere end halvdelen af medicinen var stadig brugbar i forhold til holdbarhedsdatoen. I princippet kunne 14 procent af de afleverede pakninger bruges igen, da de hverken var åbnede eller udløbet,” siger forskeren bag undersøgelsen og understreger, at det selvfølgelig hverken er lovligt eller forsvarligt at gensælge medicin, der har været ude af forsyningskæden.

Hun har sammenlignet med en tilsvarende hollandsk undersøgelse, der viser samme tendens. Her kan omkring 19 procent af den indleverede medicin i princippet bruges igen, da pakningen er uåbnet og uden skader, og da der er mindst seks måneder til udløb.

Det finder Birthe Søndergaard meget problematisk. ”Med den nuværende udfordring med restordrer på levering af medicin, er det problematisk, at så meget medicin, der bliver hentet på apoteker, ikke bliver anvendt. Det er også spild af penge”, siger hun.

Mest smertestillende sendes retur
De 39 apoteker, der har stået for at identificere den indleverede medicin, har også set på, hvilken type medicin der kommer retur. Og det er et noget blandet billede, der tegner sig: I alt blev der fundet godt 1.600 forskellige slags lægemidler.

Smertestillende medicin tegner sig for næsten hver 10. indleverede pakning. Dernæst kommer antibiotika og øjenmidler (hver med 6 procent), midler mod obstruktive lungesygdomme (5 procent) og midler mod syrerelateret forstyrrelse (4 procent).

20 procent af den indlevede medicin kunne ikke identificeres – blandt andet fordi det var uden pakning, udenlandsk medicin eller doseringsæsker.

medicinaffald WALK THE TALK. Medicinrester skal afleveres på apoteket, lød budskabet i Alliancen Stop Medicinspilds kampagne, der kørte sidste forår. Her er det daværende sundhedsminister Magnus Heunicke, som er med til at kaste lys over budskabet, da han er forbi Næstved Løve Apotek for at aflevere sine medicinrester. Apoteker Jacob Hjelme tager imod. FOTO: PER RASMUSSEN

Flere årsager til returnering
Undersøgelsen ser også på årsagerne til, at medicinen blev returneret som medicinrest til apoteket. Oplysningerne er indhentet via et spørgeskema, som apotekets personale har udleveret til de borgere, der kom ind på apoteket for at aflevere medicin.

364 borgere har besvaret spørgeskemaet, og 12 procent angav, at den indleverede medicin kom fra dødsboer. Den primære grund til at aflevere medicinen var, at holdbarheden var overskredet (46 procent), og at behandlingen ikke længere var aktuel (43 procent).

Som årsag til at behandlingen ikke længere var aktuel, angav borgerne, at behandlingen blev ændret af lægen eller blev afsluttet, inden hele pakken var brugt op. Der blev også sat kryds ved grunde såsom, at medicinen ikke virkede, eller havde bivirkninger, at symptomerne var væk, eller at borgerne aldrig var kommet i gang med behandlingen.

Undersøgelsen giver ny viden Der findes ikke i forvejen et aktuelt overblik over, hvor meget medicin borgerne indleverer på apoteket. Så Birthe Søndergaard er tilfreds med, at undersøgelsen afdækker tallene bag.

”Vi har savnet et aktuelt tal for, hvor meget medicin, og af hvilken slags, der bliver indleveret. Så dette er en meget interessant analyse. Det er bekymrende, at så meget medicin bliver ordineret og ikke anvendt af borgerne. Men det er glædeligt, at borgerne afleverer deres medicinrester på apoteket i stedet for at smide medicinen i skraldespanden eller skylle den ud i toilettet,” siger hun.

Dog mener hun, at der stadig er borgere, der ikke husker at få medicinen bortskaffet på en hensigtsmæssig måde.

”Derfor vil apotekerne vedvarende opfordre til, at man afleverer medicinrester på apoteket. Det kan for eksempel ske ved at sætte et skilt på indgangsdøren og jævnligt poste informationen på apotekets facebookside.