Nye opgaver til apotekerne
Apotekerne verden over har de sidste par år fået en række nye, eksternt finansierede sundhedsopgaver. Her er nogle nedslag.
- USA: I den amerikanske delstat Iowa kan apoteker nu teste for og behandle influenza, streptokokker og COVID-19.
- England: De engelske apotekers virkeområde udvides, så borgerne fremover kan få recept på lægemidler mod udvalgte sygdomme som ørepine, ondt i halsen eller urinvejsinfektioner direkte på apoteket uden at skulle til lægen. Desuden skal ca. 500.000 kvinder årligt kunne forny deres recept på p-piller på apoteket. På sigt får farmaceuterne efter planen selvstændig ordinationsret til p-piller og kvinderne kan til den tid hente p-piller på apoteket uden at skulle omkring lægen. Desuden skal apotekerne hjælpe med at forebygge hjerteanfald og slagtilfælde ved at måle blodtryk. Planen betyder, at apotekerne tilføres 645 mio. pund.
- Skotland: I Skotland indførte NHS i 2021 et ’pharmacy first’-program, der i 2021 omfattede 2,6 mio. konsultationer på apotek vedrørende almindelige tilstande og yderligere 1,5 millioner i de seks måneder frem til juni 2022.
- Danmark: I Danmark har en arbejdsgruppe nedsat i august 2022, som udløber af en politisk aftale om en sundhedsreform, netop offentliggjort 18 anbefalinger til, hvordan apoteket med fordel kan løfte en række nye opgaver i sundhedsvæsenet. Læs side 10.
- Tyskland: I Tyskland indførte man sidste år fem nye sundhedsydelser på apotek finansieret af en afgift på lægemidler. Apotekerne udfører dermed blandt andet medicingennemgang for polyfarmacipatienter, en inhalationsydelse og blodtryksmåling.
- Belgien: Der er netop indført sundhedsydelser finansieret af den nationale sygeforsikring, som alle belgiere betaler til: En ydelse, der skal hjælpe til udtrapning af sovemedicin og medicingennemgang til polyfarmacipatienter.
- Spanien: I Spanien udleverer apoteker i fire regioner hospitalsmedicin. Ordningen blev indført i seks regioner under pandemien og er nu blevet gjort permanent i de fire.
- Australien: I den australske delstat Queensland kan farmaceuter nu ordinere og udlevere antibiotika til ukomplicerede urinvejsinfektioner. Flere andre delstater har annonceret, at de vil følge trop med lignende ordninger.
- New Zealand: I New Zealand har apoteker administreret størstedelen af COVID-19- vaccinationerne i 2022 og er blevet det foretrukne vaccinationssted.
- I mange lande vaccinerer apotekerne – også uden delegation fra en læge. Det gælder blandt andet: Belgien, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Malta, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Storbritannien og Tyskland.