HILLERØD FREDERIKSBORG APOTEK har i samarbejde med Hillerød Kommune tilbudt medicinsupervision på to af kommunens bosteder for unge og voksne med særlige behov.
Det er farmaceut på apoteket, Elisabeth Jørgensen, der har stået for superviseringen. Hun fortæller, at de fleste af beboerne på bostederne ikke selv kan give udtryk for, hvordan de oplever forskellige fysiske problemer, som kan være relateret til deres medicin.
“I de situationer har plejepersonalet en vigtig rolle i at observere borgeren for at finde ud af, om der kan gøres noget. Vi tager derfor udgangspunkt i de observationer, plejepersonalet har gjort sig om den enkelte borger, og som måske kunne være medicinrelateret. Så løber jeg hurtigt borgerens medicinliste igennem for at se, om der kunne være noget, der var årsagen til det, personalet havde set," siger Elisabeth Jørgensen.
Som eksempel nævner hun en borger, der havde meget tørre læber eller var tørstig hele tiden.
“Borgerens medicinliste viste, at der var to-tre præparater, som netop gav mundtørhed, og så kunne jeg foreslå et produkt, som hæmmede mundtørhed," siger Elisabeth Jørgensen.