Gå til indhold
Sundhed

Apoteket kan hjælpe mennesker med osteoporose

Årets kampagne i forbindelse med Osteoporosedagen handler om at hjælpe mennesker med osteoporose. Mange oplever nemlig, at de mangler information, viser en undersøgelse blandt Osteoporoseforeningens medlemmer. Apotekerne kan hjælpe med rådgivning.

TRINE GANER

folder

I den kommende tid kan apoteket sætte ekstra fokus på hjælp og rådgivning til de op mod 200.000 danskere, der er diagnosticeret med osteoporose. Hvor Osteoporoseforeningens kampagne i forbindelse med Osteoporosedagen de sidste år har handlet om opsporing og udbredelse af kendskab til sygdommen, går den i år ud på at hjælpe dem, der har fået diagnosen. Mange savner nemlig, ifølge kommunikations og marketingschef i Osteoporoseforeningen Ane Søby Eskildsen, viden.

”Vi kan se i vores medlemsundersøgelse, at mange med knogleskørhed oplever, at de mangler information og svar på deres spørgsmål om sygdommen. Derfor er årets kampagne målrettet alle dem med knogleskørhed, der henter medicin eller kosttilskud. Her kan apoteket hjælpe med råd og vejledning,” siger hun.

Apotekernes involvering afgørende
Apotekernes involvering er, ifølge Ane Søby Eskildsen, afgørende, hvis kampagnens budskaber skal ud til målgruppen.

”Apotekerne har en vigtig funktion, når patienterne henter deres medicin. På apoteket kan de få råd og vejledning og svar på spørgsmål om medicintype, hvordan medicinen skal tages og bivirkninger. De har også mange spørgsmål til kalk og D-vitamin,” siger hun.

Alle landets apoteker har fået tilsendt en stak foldere fra Osteoporoseforeningen, som kan uddeles til borgere inden for målgruppen, der henter medicin og kosttilskud på apoteket. Og så kan apoteket markere kampagnen ved at få en frivillig fra en af foreningens lokalafdelinger til at komme ud på apoteket og gå i dialog med borgerne.

Besøg af lokalforening
Den mulighed har en del apoteker tidligere valgt at benytte sig af. Blandt andre Hornslet Apotek, hvor man sidste år havde besøg af to fra den lokale afdeling af Osteoporoseforeningen, fortæller farmakonom Lone Gyldenløve Møller.

”Kunderne tog godt imod dem, og mange stoppede op til en snak om kalk og risikoen for osteoporose. Vi vil gerne stå for faglighed, og det kan den slags aktiviteter være med til. Det er rart, når der kommer nogen udefra og bakker op om apoteket,” siger hun.

I det hele taget har de fokus på at bakke op om mærkedage på Hornslet Apoteket.

”Mærkedage er en god anledning til at vælge et særligt fokus i en periode. Vi bruger det også internt til at holde os fagligt opdateret. På den måde følger vi med,” siger Lone Gyldenløve Møller. Den internationale osteoporosedag er den 20. oktober, og Osteoporoseforeningens kampagneaktiviteter kører i hele oktober.

FAKTA: Webinar til apoteker

Vil I klædes på til årets osteoporosekampagne?

Den 3. oktober afholdt Osteoporoseforeningen et webinar, som her ses på foreningens hjemmeside.

SE WEBINARET HER: Brush-up på osteoporose