Gå til indhold
Leder

Differentieret medicinudlevering kan frigøre faglige ressourcer

Løsningen på rekrutteringsudfordringer er ikke, at vi takker nej til sundhedsfaglige opgaver. Tværtimod. Vi må tænke ud boksen.

JESPER GULEV LARSEN

jesper-gulev-larsen-komprimeret.jpg (6) Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening. FOTO: LIZETTE KABRÉ

NÅR DETTE BLAD UDKOMMER, vil vaccinationssprøjterne være i fuld gang på landets apoteker. I modsætning til sidste års uens tilbud, hvor mange regioner havde valgt ikke at inddrage apotekerne, er apotekerne i år inddraget – om end på uens vilkår – i alle regioner.

Det er en kæmpe opgave, og det er fantastisk, at vi som sektor er i stand til at spille en nøglerolle i at sikre borgerne en nær og lettilgængelig adgang til vaccination mod influenza og covid- 19. Det er en stor anerkendelse og en succes for apotekerne, der tidligere har bevist, at vi kan løfte opgaven.

Men – for der er et men: nogle apoteker har desværre været nødt til at takke nej til opgaven, fordi de ikke har kunnet skaffe personale. Det er ærgerligt for de borgere, der gerne vil vaccineres på deres lokale apotek, for de apoteker, der gerne ville have påtaget sig opgaven, og for sektoren som helhed.

Og det er udtryk for en generel udfordring. For netop som det øvrige sundhedsvæsen for alvor er ved at få øjnene op for, at vi på apotekerne har fagligheden og tilgængeligheden til at kunne styrke medicinsikkerheden og aflaste læger og hospitaler, er en del af os – som resten af sundhedsvæsenet og i øvrigt samfundet som helhed – ramt af rekrutteringsudfordringer.

Skulle vi så have dukket os og sagt, at vi ikke kan være med i overvejelserne om opgaveglidning i sundhedsvæsenet? Nej. For løsningen er ikke, at vi som sektor hugger bremsen i for nye opgaver. Det vil måske nok løse problemerne på kort sigt, men øge dem på længere sigt. De spændende sundhedsfaglige opgaver er forudsætningen for, at vi fremover kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i sektoren.

Skal vi sikre en stærk apotekssektor på sigt og udnytte vores sundhedsfaglige potentialer, skal vi i stedet uddanne flere farmakonomer og styrke uddannelsen, skabe gode arbejdspladser med spændende opgaver og dygtige ledere, og så skal vi benytte ny teknologi til at udvikle vores apoteker.

Vi har gang i et bredt spektrum af initiativer, der sigter netop på det. Vi har for andet år i træk udvidet optaget på farmakonomuddannelsen, vi er med i arbejdet for at udvikle uddannelsen og har igangsat en række lederudviklingsinitiativer. Men uanset, hvor meget vi gør for at tiltrække medarbejdere til apotekerne, må vi erkende, at vi langt fra er alene om at have rekrutteringsudfordringer. Tværtimod. Vi kæmper om de samme kommende medarbejdere som alle andre.

Derfor er vi også nødt til at tænke ud af boksen – og det er vi i fuld gang med i det projekt, som man kan læse mere om på side 10. Det handler om at automatisere udleveringen af receptmedicin til de kunder, der ikke har et aktuelt behov for rådgivning, og bruge de faglige medarbejderressourcer på dem, der har behovet. Det bliver ikke en løsning, der kan realiseres i morgen. Det er kompliceret, og der er mange barrierer, der skal overkommes. Men vi er i gang.