Der var bred opbakning til dosispakket medicin og gode debatter om bedre udnyttelse af apotekets kompetencer på dagsordenen til årets folkemøde.
Rørende enighed om dosis
Torsdag trak debat om dosispakket fulde huse i Apoteltet. ’Små poser – stor tryghed’ er sloganet for apotekernes kampagne om dosispakket medicin, og det rammede fint debatten ind på Folkemødet.
Den var arrangeret i et samarbejde mellem Apotekerforeningen og PLO, der havde inviteret Sisse Marie Welling og Christoffer Buster Reinhardt med til debat. Sisse Marie Welling er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune samt fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, og Christoffer Buster Reinhardt er regionsrådsmedlem i Region H samt folketingskandidat.
Panelet var rørende enige om, at det kun kan gå for langsomt med at få flere borgere over på dosispakket medicin, og at man er nødt til at overkomme de barrierer, som eksisterer rundt omkring. Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen pegede på, at borgernes egenbetaling er en barriere for nogen.
”Det koster 55 kr. om ugen i diverse pakkegebyrer, så det er ca. en krone om dagen, når man fraregner diverse tilskud. Nogle kommuner har valgt at betale dette beløb, da det så rigeligt tjener sig ind igen ved at frigive tid i hjemmeplejen,” sagde han og tilføjede, at der i øvrigt også er god økonomi i, at man som borger kun betaler for den medicin, man får.
”Det er både spild af medicin og penge at smide ud,” sagde Jesper Gulev Larsen.
Medicinudfordringer i kommunerne
Fredag inviterede Farmakonomforeningen og Apotekerforeningen til debat om medicinudfordringer i kommunerne. Ud over de to foreningers formænd, Jesper Gulev Larsen og Ann-Mari Grønbæk, var blandt andet kommunerne, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og social- og sundhedsassistenterne repræsenteret.
Debatten tog udgangspunkt i en rapport fra sidste år, der dokumenterer de store udfordringer, som medarbejdere og ledere i kommunerne oplever, når det kommer til håndtering af borgernes medicin.
”Vi står på en brændende platform,” som farmakonomernes formand formulerede det.
Det billede kunne alle i panelet tilslutte sig. Det var mere, når det kom til løsningerne, at buddene var forskellige.
Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen foreslog apotekerne som en vigtig nøgle til at løfte medicinsikkerheden i kommunerne.
”Farmakonomer og farmaceuter på apotekerne har stærke kompetencer inden for medicinhåndtering. Det lokale apotek har uddannelsesprogrammer, der retter sig mod medarbejdere og pårørende. Erfaringerne viser, at når man får skabt en god kontakt til apoteket, bliver samarbejdet efterfølgende meget nemmere til gavn for borgerne,” sagde han blandt andet.
Vigtigheden af god faglig ledelse og en kultur, der giver mulighed for, at man lærer af sine fejl, blev også fremhævet som væsentlige.
Propfuldt telt til seance om søvn
”Vi sover 35 år af vores liv, og vi kan ikke undvære at sove, da søvn er den daglige storvask af hjernen. Kroppen danner nemlig en masse giftstoffer i løbet af dagen, og dem kommer vi af med i søvnen”. Sådan fortalte professor, overlæge, dr.med. Poul Jennum fra Rigshospitalet i en talk, hvor Apotekerforeningen havde inviteret Danmarks førende søvnekspert til at fortælle om, hvorfor man skal sove godt, og hvad god søvn er.
Samarbejdet med Poul Jennum blev indledt sidste år i forbindelse med apotekernes sundhedsfaglige kampagne om søvn, og emnet er aktuelt og relevant for mange. Således var teltet proppet til sidste plads, og på arealet foran teltet stod folk tæt for at høre på og stille spørgsmål til eksperten. Mange havde selv problemer med at sove - eller var i familie med nogen med soveproblemer. Poul Jennum kom med en række gode råd til, hvordan man sikrer sig en god nattesøvn, og han var åben for diverse husråd om, hvordan man sikrer sig en god søvn.
En af tilhørerne i teltet havde således god erfaring med at drikke et glas solbærsaft, før han skulle sove. Den havde søvneksperten ikke hørt om før, men han ville bestemt ikke afvise, at det kunne hjælpe.