Der har været travlt på de mere end 280 apoteker, der i år deltager i det offentlige vaccinationsprogram for personer i risikogrupperne. Farmaci har talt med to apotekere om, hvordan de har løftet den store opgave.
Vaccinationssæsonen 2023/2024 bliver den hidtil ’mest stikkende’ i apotekssektorens historie. Efter bare fem uger var der på apotekerne givet omkring 760.000 vaccinationer til borgere i risikogrupper, hvilket er langt mere end hele vaccinationssæsoner tidligere år. Apotekernes indsats udgør 44 procent af alle de 1,7 mio. vaccinationer, der i samme periode er givet til risikogrupperne.
”Dermed har apotekerne med deres borgernære placering og mulighed for vaccination uden tidsbestilling været et populært alternativ til de regionale vaccinationscentre,” siger Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen og fortsætter:
”Det er godt gået af vores sektor, at vi har kunnet løfte denne store opgave med en kort tidsfrist og de mange uafklarede spørgsmål lige op til vaccinationsstart. Og det er godt gået i en tid, hvor der på mange apoteker mangler personaleressourcer.”
Stort pres
Apotekerne har kunnet mærke, at presset fra borgerne har været større i år end sidste år, da lægerne ikke er med i vaccinationsindsatsen. Det har skabt en del forvirring blandt de ældre og sårbare, der har haft svært ved at finde ud af, hvor man kunne blive vaccineret, og hvordan man bestiller tid. Det har man bl.a. oplevet på Horsens Søndergades Apotek:
”Vi har haft SÅ mange telefonsamtaler og kunder i skranken, der ikke helt har forstået, hvordan det foregår i år. Og det var også først lige op til vaccinationsstart, vi kunne fortælle præcis, hvad de skulle gøre. For vi vidste det heller ikke. Det skabte frustrationer på begge sider af skranken,” fortæller apoteker Bente Wittrup Præstbrogaard.
Hun kunne godt have ønsket sig lidt mere generel information fra myndighedernes side til borgerne om, at man ikke behøver at få vaccinationerne straks, men godt kan vente lidt.
Reddet af drop in-vaccination
Apoteket har også kunnet mærke, at borgerne i risikogruppen 65+ typisk er ældre personer, hvor nogle er dårligt gående, bruger rollator eller kørestol og ofte har en pårørende med – personer, der måske tidligere er blevet vaccineret i deres hjem af lægen.
”Mange af dem har desuden ikke MitID og har derfor ikke selv kunnet booke tid. Og når de ringer til regionen for at bestille en tid, får de at vide, at de er nummer 300 i køen,” siger Bente Wittrup Præstbrogaard og forklarer, at det får nogen til helt at opgive.
”Men der kan vi så hjælpe dem og fortælle, at de kan blive vaccineret her uden tidsbestilling. Det har borgerne været rigtigt glade for, og vi havde i starten reserveret halvdelen af vores vaccinationer til drop-in. Vi har fået så meget ros og goodwill fra borgerne for vores indsats. Vaccinationscenteret her i Horsens er langt væk, og man kan ikke komme dertil uden bil. Apotekerne er tæt på,” siger apotekeren.
Det samme har man oplevet på Østerbro i København, hvor apoteker Tue Askaa vaccinerer på sine tre apoteksenheder:
”Vi har haft flere, der siger: ”jeg plejer at blive vaccineret hos min læge”. Hvis du er ældre og bruger rollator, tager du ikke fra Østerbro til vaccinationscenteret på Frederiksberg. Så glæden ved at kunne blive vaccineret lokalt oplever vi også i år,” siger han.
Ekstra opgave med stramme ressourcer
Opgaven med at vaccinere kommer oven i en situation med personalemangel på mange apoteker. Det har fået nogen apoteker til at melde helt fra - og andre til at finde alternative løsninger på personalesituationen. En af dem er Tue Askaa, der har indgået aftale med fem bioanalytikere, som er ansat i blodprøvetagningen på et hospital.
”De kommer på skift om eftermiddagen efter arbejde og på deres fridage og vaccinerer på tidspunkter, hvor vi selv er trætte”, siger han.
Bioanalytikerne får en grundløn samt akkordløn for hvert stik, de giver.
”Det har fungeret rigtig godt. De er meget professionelle i mødet med kunderne, og de har godt kunnet lide den informerende rolle, der ligger hos vaccinatørerne. Vi giver os tid til, at kunderne får en god og tryg oplevelse, og der er tid til smalltalk,” siger Tue Askaa og påpeger, at den eksterne hjælp til vaccination langsomt bliver udfaset i løbet af november.
På de tre enheder under Horsens Søndergades Apotek har man løst opgaven uden at hente ekstra medarbejdere ind, og her kan alle faguddannede vaccinere.
”Men de er ved at være trætte nu. Der er ikke blevet holdt ferie i denne periode, og vi er sårbare over for sygdom. Men det er gået. Næste år må vi prøve at finde nogen, der kan hjælpe os,” siger Bente Wittrup Præstbrogaard og pointerer, at det gør man ikke med dags varsel. Hun opfordrer til, at man får styr på det hele allerede før sommerferien.