Gå til indhold
Ny apoteker

Ny apoteker: Det første, vi skal arbejde med, er personalets trivsel og arbejdsglæde

Thea Kæstel overtog Haderslev Hjorte Apotek den 1. maj 2023 efter sin mor Lene Kæstel

TRINE GANER

thea-komprimeret.jpg

Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville være apoteker? Din mor er også apoteker. Har det været med til at inspirere dig i forhold til at gå samme vej? 
Hele min gymnasietid har jeg sagt, at jeg i hvert fald ikke skulle læse til farmaceut, og jeg begyndte også først at læse biomedicin. Men så måtte jeg indse, at jeg jo var ret interesseret i farmaci. Og mens jeg så læste til farmaceut, holdt jeg fast i, at jeg i hvert fald ikke skulle arbejde på et apotek som min mor, og at jeg i hvert fald ikke skulle være apoteker. Efterhånden måtte jeg dog give efter, fordi jeg i virkeligheden syntes, at det var rigtig interessant. Det er nok meget klassisk, at man som ung har brug for at finde sin egen sti, men at man til sidst ikke kan løbe fra, at man faktisk brænder for det samme fag som sine forældre. I min blå bog fra både gymnasiet og fra universitetet stod der også, at jeg ville ende som apoteker, så det har jo nok ligget i kortene.

Hvad betyder det for dig, at det er din mors apotek, som du overtager?
Først og fremmest er jeg utrolig taknemmelig for, at det er lykkedes mig at få bevillingen, og at der var andre end mig, der kunne se, at det gav mening, at jeg overtog. Det betyder meget for mig, at det ligger i mit lokalområde, hvor jeg kender lægerne og kommunen. Og så har jeg jo arbejdet på apoteket i fire år, senest som souschef på den måde har det været en glidende overgang, og jeg kender både apoteket og personalet godt.

Hvad glæder du dig mest til?
Jeg glæder mig meget til at starte den nye rejse på apoteket sammen med mit personale. I min stilling som souschef har jeg i fællesskab med personalet talt om en masse drømme for apoteket, og nu glæder jeg mig til, at vi for alvor kan komme i gang med at arbejde hen imod dem. Nu har jeg for eksempel mulighed for at lave en femårsplan.

Hvordan kan du bruge dine tidligere erfaringer i din nye rolle som apoteker?
Jeg har tidligere arbejdet med ledelse og projektstyring i mine ansættelser hos AJ Vaccines. Det er et område, som har min store interesse, og jeg brænder for at sætte mål og senere se, at de lykkes. Og det får jeg jo mulighed for som apoteker.

Hvad kommer du til at sætte særligt fokus på?
Det første, vi skal arbejde med, er personalets trivsel og arbejdsglæde. I den forbindelse har jeg en masse idéer men vil først og fremmest høre, hvad personalet tænker, og hvordan de mener, at vi får et godt arbejdsmiljø, hvor vi samtidig arbejder henimod vores faglige mål. Vi kommer i første omgang til at arbejde med et årshjul, som vi skal bruge de næste tre år. Og så skal vi også bare have det sjovt.

Hvilke udviklingspotentialer ser du på Haderslev Hjorte Apotek?
Da jeg kom tilbage for at arbejde på apotek, efter at have været væk fra branchen i nogle år, kunne jeg se, at der var sket en masse ting i forhold til sundhedsydelser. Det er jo en branche i udvikling, og derfor kommer vi også til at arbejde med at blive endnu dygtigere i forhold til sundhedsydelserne. Og vi er allerede rigtig godt i gang.

Kommer din mor stadig til at være en del af apoteket?
Nej, hun er ikke længere ansat, men hun har lovet at hjælpe med nogle administrative ting her i overleveringsperioden, og så har jeg jo mulighed for at sparre med hende. Hun er jo også interesseret i, at jeg bliver sat ind i de samarbejder, som apoteket har med kommunen, og som hun har lagt mange kræfter i. Men sådan tænker jeg også, at man ville gøre ved enhver anden overlevering.

CV: Thea Kæstel

Født 1985

  • 2022: Souschef på Haderslev Hjorte og Løve Apotek
  • 2019: Farmaceut på Haderslev Hjorte og Løve Apotek
  • 2015: GMP-koordinator i GMP Fill og Finish, Operations, AJ Vaccines tidligere Statens Serums Institut
  • 2014: Produktionsfarmaceut ved Region Sjælland Sygehusapotek
  • 2014: Skrankefarmaceut Albertslund Apotek (vikar)
  • 2013: Skrankefarmaceut Haderslev Hjorte Apotek (vikar)
  • 2013: Cand. Pharm. Københavns Universitet