Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville være apoteker?
Efter at jeg blev færdiguddannet, var det måske lidt tilfældigt, at jeg startede med at arbejde på et apotek, men siden da har jeg fundet ud af, at jeg passer rigtig godt ind på apoteket, fordi jeg er meget udadvendt og trives med at møde mange forskellige mennesker. Desuden er jeg meget interesseret i ledelsesaspektet og synes, det er spændende at se personalet vokse og udvikle sig.
Hvorfor søgte du bevillingen?
Jeg synes Nyborg Apotek er interessant, fordi der både er et sundhedscenter og et sygehus i byen, så jeg håber, vi kan lave nogle gode tværfaglige samarbejder. På Korsør Apotek lavede vi et projekt, hvor vi tog ud til et kommunalt genoptræningshold for patienter med osteoporose. Her fortalte vi om medicinen og tilbød individuelle medicinsamtaler. Jeg håber, at vi kan lave lignende projekter på Nyborg Apotek. Det ligger jo tæt på Syddansk Universitet, som uddanner farmaceuter, så forhåbentligt kan vi få nogle gode uddannelsesaftaler, hvor vi kan afprøve tværfaglige samarbejder.
Hvilke udviklingspotentialer ser du på Nyborg Apotek?
Jeg kommer blandt andet til at kigge på indretning, ledelsesstruktur og medarbejderinddragelse. For at få større fleksibilitet har jeg desuden ansat en ekstra farmaceut, så der er to farmaceuter, foruden mig. Det giver os også mulighed for at arbejde mere med at udbrede apotekets sundhedsydelser. Jeg vil for eksempel gerne kunne tilbyde medicinsamtaler til de borgere, som får tilsendt deres medicin og derfor ikke kommer fysisk på apoteket. Det er en kundegruppe, som ofte bliver overset i sundhedssystemet. Her gælder det om at finde de kunder, som kognitivt er i stand til at få udbytte af en medicinsamtale.
Hvordan kan du bruge din tidligere erfaring?
Jeg har arbejdet som apoteker i Norge i flere år, hvilket kan sammenlignes med rollen som apoteksbestyrer i Danmark, så her har jeg arbejdet med personaleledelse og drift. Apoteket var en del af en stor kæde, så jeg kom rundt på rigtig mange forskellige apoteker og har på den måde indsamlet en masse viden fra praksis, som jeg kan bruge i mit arbejde som apoteker.
Hvad ser du frem til som apoteker?
Jeg glæder mig til at lære personalet at kende. Jeg har allerede hilst på dem og haft nogle møder, og jeg er så småt i gang med at danne mig et overblik over apotekets drift og struktur; så nu ser jeg bare frem til at komme rigtigt i gang.