Gå til indhold
Innovation

Nyt inspirationskatalog hjælper til effektive arbejdsgange i forsendelsen

Ny rapport fra Apotekerforeningen giver inspiration til at se på arbejdsgangene i forsendelsen med nye øjne og dermed frigøre faglige medarbejderressourcer til andre opgaver.

TRINE GANER

forsendelse.jpg OPTIMERING. Der kan være medarbejderressourcer at hente ved at se på organiseringen af apotekets forsendelse, peger rapporten på.

Hver dag sender landets apoteker store mængder medicin ud via deres forsendelser – til medicinudleveringssteder, plejehjem, bosteder og til private borgere, der ikke selv kan komme på apoteket. Det er en opgave, som kræver organisering og faglige medarbejderressourcer, og som gribes meget forskelligt an fra apotek til apotek.

Spørgsmålet er, om det nogle steder kunne gøres mere effektivt, og om der findes en ’best practice’ for apotekets forsendelse? Det satte Apotekerforeningen sig sidste år for at undersøge i et projekt, der skulle afdække udfordringer og effektiviseringspotentialer i apotekernes forsendelse.

Arbejdet er nu mundet ud i et inspirationskatalog, der kan hjælpe det enkelte apotek til at se på sin forsendelse med nye øjne. Det fortæller Martin Palm Krener, der er innovationskonsulent i Apotekerforeningen, og som har været med i arbejdet.

”Inspirationskataloget er tænkt som en guide til apoteker, der gerne vil se på, om der er mulighed for at effektivisere organisering og arbejdsgange i forsendelsen og dermed frigøre faglige ressourcer til andre opgaver,” siger Martin Palm Krener.

Stor variation
Rapporten er blevet til på baggrund af besøg på en række apoteker – besøg, der viste stor variation i organisering, omfang og effektivitet af forsendelserne fra apotek til apotek.

”Ikke to apoteker er ens, og derfor må organiseringen af forsendelsen tilpasses lokale forhold, for eksempel apotekets position over for borgere og lokalsamfund og den fysiske indretning,” siger han.

Rapporten kan ikke bruges som en facitliste, for hvad der er rigtigt på det ene apotek, er ikke nødvendigvis på det andet. Den giver i stedet apoteket redskaber til at se på værdigrundlaget og egne arbejdsgange med nye øjne. Og der kan være noget at hente.

”Vi kan se, at de apoteker, der har arbejdet med at optimere deres forsendelse og taget bevidste valg og fravalg, faktisk har fået udbytte af det,” siger tilskudskonsulent i Apotekerforeningen Gitte Hessner, der også har deltaget i arbejdet.

Rapporten er blevet til i samarbejde med den eksterne konsulent Søren Post fra konsulentvirksomheden Reagens. Han er farmaceut og har arbejdet med at udvikle processer til effektiv og sikker medicinhåndtering i kommuner.

På de Q-møder, der i øjeblikket afholdes landet over, dykkes ned i rapportens pointer, og de gode eksempler findes frem.