Gå til indhold
Rekruttering

Personalemangel får apotekere til at lukke filialer

Mens der stadig åbnes nye apoteksfilialer landet over, er den modsatte tendens også begyndt at vise sig: filialer, der må lukke igen – ofte på grund af personalemangel. Husk kommunikationen med borgerne ved filiallukninger, lyder rådet fra Apotekerforeningen.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

lukket-pga-personalemangel-komprimeret.jpeg ILLUSTRATION: MAI-BRITT AMSLER

I den tidligere apoteksfilial Fasan Apotek i Føtex Aabenraa er lyset stadig tændt, og lige bag glasfacaderne i indgangspartiet er reolerne stadig fyldt med cremer og vitaminpiller.Kigger man gennem glasdøren, er der dog mennesketomt, og på døren hænger et skilt, som ikke er til at tage fejl af: ”Midlertidigt lukket pga. personalemangel”, står der.

I oktober 2022, kun halvandet år efter, at filialen åbnede, blev apoteker Shahpour Sobhani nødt til at lukke igen, da han manglede medarbejdere.

”Kundegrundlaget er der, men jeg kunne simpelthen ikke bemande filialen, fordi jeg manglede personale,” siger Shahpour Sobhani.

Og han er ikke alene. I 2022 lukkede ti apoteksfilialer, og i første kvartal af 2023 er fire filialer lukket. Siden den nye apotekerlov i 2015 gjorde det muligt at åbne filialer i en radius af 75 km. fra hovedapoteket, er der i alt kommet 217 nye filialer til, mens der i samme periode er 24 filialer, som har måttet lukke igen – en stor del af dem inden for det sidste års tid. Apotekerforeningen har ikke en oversigt over, hvad der ligger til grund for de enkelte lukninger. Men flere apotekere fortæller, at lukningerne skyldes personalemangel.

Personalet skal trives
Det var også tilfældet i Aabenraa, hvor Shahpour Sobhani modtog flere opsigelser fra farmakonomer, som i stedet fik jobs på sygehuset.

”Til at begynde med var filialen bemandet med to farmakonomer, men til sidst blev jeg nødt til at gå ned til en, fordi jeg manglede folk, og det er jo ikke så sjovt for personalet at stå der alene en hel dag uden kollegaer. Det kan jeg sagtens forstå,” siger Shahpour Sobhani.

De fleste søndage stod han selv i filialen, for at resten af personalet kunne holde fri.

”Det var ikke en holdbar løsning, så selvom kunderne blev kede af det, blev vi nødt til at lukke”, siger han. Huslejen betaler han stadig, og han håber at kunne åbne igen, når der er mere styr på personalesituationen.

”Lige nu er der et stort arbejde i at få sorteret i medicinen, så den ikke udløber, inden vi får den tilbageleveret. Men jeg gør alt, hvad jeg kan for at rekruttere personale, selvom det ikke er nemt,” siger Shahpour Sobhani, som både har forsøgt sig med radio, sociale medier og diverse annoncer for at rekruttere farmakonomer. Og det er en opgave, han ikke står alene med.

I Tårnby har apoteker Peer Nørkjær i begyndelsen af året også måttet lukke en filial, fordi han ikke kunne få vagtplanen til at gå op, og Tårnby Torv Apotek er nu i stedet lavet om til et apoteksudsalg, som det også var tidligere. Lige som Shahpour Sobhani har Peer Nørkjær oplevet, at hans personale er søgt væk fra apoteket og har fundet jobs på blandt andet hospitaler.

”Jeg håber at kunne lave det om til en filial igen, når jeg har fået ansat noget mere personale. Jeg har et rigtig godt personale, men jeg mangler bemanding, og jeg ved, at det er en situation, som mange apotekere står i,” siger Peer Nørkjær.

Fokus på fagligheden
En af dem er apoteker Birgitte Nørskov Pedersen, som har Holstebro Løveapotek og Holstebro Koala Apotek. I juni 2022 måtte hun også lukke en filial, blandt andet fordi hun ikke havde personale nok.

”Jeg manglede medarbejdere, så når personalet mødte ind, vidste de aldrig helt, hvor de skulle være, og de blev måske flyttet til en anden enhed i løbet af dagen. Det var hele tiden svært at få puslespillet til at gå op,” siger Birgitte Nørskov Pedersen.

Hun blev ofte nødt til at spørge medarbejdere, om de kunne blive længere, og det var ikke en holdbar løsning.

”Personalets trivsel indgik i mine overvejelser i forhold til at lukke filialen. Jeg ville gerne have, at der kom mere ro på dagligdagen, så vi kan værne om et godt arbejdsmiljø, hvor der også er overskud til, at vi kan blive ved med at udvikle vores faglighed,” siger Birgitte Nørskov Pedersen, som har forskellige tiltag i støbeskeen, som sætter fokus på fagligheden.

I forbindelse med lukningen af filialen, flyttede hun et af hovedapotekerne over i filialens lokaler.

”Det gav god mening at flytte hovedapoteket over til filialens lokaler, som var helt nye og moderne, så selvom det har været en krævende proces at få indrettet filialen som et hovedapotek, så er jeg glad for, at vi gjorde det,” siger Birgitte Nørskov Pedersen.

Lukning bør kommunikeres
For at kommunikere lukningen af filialen og flytningen af hovedapoteket til kunderne satte Birgitte Nørskov Pedersen blandt andet store streamers, der viste apotekspersonale, som bærer rundt på flyttekasser, op i vinduerne på de gamle lokaler.

”Vi ville gerne fortælle, at hovedapoteket ikke lukkede men blot flyttede til nye lokaler,” siger hun.

I Tårnby fortæller apoteker Peer Nørkjær, at kunderne lige skulle vænne sig til, at de nu skal ringe i forvejen for at bestille deres receptpligtige medicin til dagen efter i apoteksudsalget, og ikke bare kan komme forbi og hente medicinen med det samme, som de kunne, da det var en filial. På apoteket har de derfor gjort, hvad de kunne for at oplyse kunderne om ændringen.

”Vi har haft artikler i lokalavisen omkring lukningen af filialen og skrevet om det på vores hjemmeside, og så har vi hængt sedler op i de øvrige afdelinger for at orientere om, at filialen blev lavet om til et apoteksudsalg, så kunderne ikke skulle gå forgæves,” siger Peer Nørkjær.

lukket-pga-personalemangel-2---komprimeret.jpeg ILLUSTRATION: MAI-BRITT AMSLER

Brug sociale medier til at fortælle om lukning
Og det er ikke ligegyldigt, hvordan apoteket kommunikerer om en lukning. Når først beslutningen er taget, er det vigtigt, at den bliver kommunikeret ordentligt ud til borgerne, lyder rådet fra kommunikationsdirektør i Apotekerforeningen Lene Lund Hansen.

”Det giver typisk genlyd i lokalsamfundet, når et apotek lukker. Apoteket spiller en vigtig rolle for mange, og er man blevet vant til, at man har sit eget apotek i området, vil det blive opfattet som et tab, hvis det forsvinder. Derfor er det vigtigt at kommunikere det tydeligt og især fortælle om årsagen til lukningen, så man får skabt forståelse,” siger hun.

Lene Lund Hansen peger på, at det kan være en god idé at beklage, at det er nødvendigt at lukke apoteket, og at det også kan være en fordel at perspektivere lukningen.

”Det kan give god mening at fortælle om den udvikling, som sektoren har gennemgået siden 2015, hvor der er åbnet mere end 60 % flere apoteker landet over, og at baggrunden var et politisk ønske om at skabe mere konkurrence i sektoren. Det er lykkedes, og derfor kan det være svært at få alle filialer til at løbe rundt, når der samtidig er en enorm overefterspørgsel efter det faguddannede personale. Og så kan man jo henvise til, at nærmeste apotek ikke er langt væk – eller at man alternativt kan få varerne bragt ud, hvis man foretrækker det,” siger Lene Lund Hansen.

Hun opfordrer til, at man i god tid adviserer om den planlagte lukning i lokale medier og i egne medier, såsom Facebook.

”Hvis man selv er åben og melder ud om lukningen og årsagen til den, så bliver det ens egen forklaring, der kommer ud, og man får skabt tryghed og forståelse. Det er altid den bedste løsning.”

FAKTA

  • Der er i alt 226 hovedapoteker og 296 apoteksfilialer i Danmark. 217 af filialerne er åbnet efter den nye apotekslov i 2015 gjorde det muligt at åbne filialer i en radius af 75 km. fra hovedapoteket.
  • I 2022 lukkede 10 filialer.
  • I første kvartal af 2023 er 4 filialer lukket
  • Siden 2015 er 24 filialer lukket.