Gå til indhold

Pharmakon Konferencecenter nomineret til prestigefuld pris

Ud af 100 konferencecentre er kun fem nomineret til prisen for Danmarks Bedste Venue. Et af dem er Pharmakon Konferencecenter.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

pharmakon.jpg (1) FOTO: SORENDAM.DK
Pharmakon Konferencecenter er endnu engang blandt de nominerede til prisen for Danmarks Bedste Venue, tidligere kaldet Årets Konferencecenter, som foreningen Danske Konferencecentre står bag. Det er dermed ottende gang, at konferencecenteret er nomineret til prisen, som de vandt tilbage i 2002. 
 
”Vi er meget stolte af igen at være nomineret til prisen. Det er en interessant pris, fordi den bygger direkte på gæsternes tilfredshed, som de tilkendegiver i et spørgeskema,” fortæller Lene Schade Poulsen, som er konferencecenterchef og den drivende kraft bag konferencecenterets succes. 
 
Hun har været konferencecenterchef siden 1988, hvor hun fik til opgave at omdanne uddannelsescenteret fra et internt uddannelsescenter til også at være et konferencecenter, som kunne bruges af mange forskellige aktører. Den opgave har hun løst godt, og konferencecenteret er de seneste fem år blevet nomineret til prisen for Årets Konferencecenter hele fire gange – men der er også blevet arbejdet for sagen, fortæller Lene Schade Poulsen.
 
”Tilbage i 2018 kørte vi et forløb, hvor vi satte intensivt fokus på at øge vores kundetilfredshed for at se, om vi kunne løfte den til et endnu højere niveau, og det er faktisk lykkedes,” siger hun.
Ny konferencecenterdirektør
Nomineringen bliver den sidste af slagsen for Lene Schade Poulsen. Efter at have været en del af medarbejderstaben i næsten 35 år går hun på pension den
31. marts.
 
”Jeg ser tilbage på et fantastisk arbejdsliv på Pharmakon, hvor jeg har haft stor frihed til at udvikle stedet sammen med en masse dygtige medarbejdere, og det er jeg meget taknemlig for. Og så er jeg glad for at kunne videregive stedet i en god forfatning,” siger hun. 
 
Det bliver Annemette Noer, som overtager stillingen som konferencecenterdirektør.

FAKTA: Prisen som Danmarks Bedste Benue

  • Ud af de 100 konferencecentre, som er medlem af foreningen Danske Konferencecentre, er kun fem nomineret til prisen som Danmarks Bedste Venue, tidligere kaldet Årets Konferencecenter.
  • Alle konferencegæster er blevet bedt om at udfylde et spørgeskema om tilfredsheden af deres ophold, og de nominerede er således et resultat heraf.
  • Udover Pharmakon Konferencecenter er Bautahøj Kursus & Konferencehotel, Hotel Vejlefjord, Hotel Koldingfjord og Rungstedgaard nomineret.
  • Vinderen kåres til Danske Konferencecentres foreningsdag den 17 april på Hindsgavl Slot.
lene-schade-poulsen.jpg PUNKTUM. Med nomineringen kan Lene Schade Poulsen sætte et flot punktum efter 35 år i spidsen for Pharmakon Konferencecenter. Pensionisttilværelsen venter fra april. FOTO: SORENDAM.DK