Normalt leveres dosispakket medicin primært til beboere med lav funktionsevne på plejehjem og i hjemmeplejen. Men på Vojens Apotek tænker de målgruppen for dosispakket medicin langt bredere. Det betyder, at 200 både yngre og ældre kunder får deres medicin pakket på apoteket og selv sørger for at få den hentet. Indsatsen giver kunderne tryghed, gør dem mere selvhjulpne og øger medicinsikkerheden.
En mor til en 33-årig mand med blandt andet en ADHD- diagnose kommer ind på apoteket. Hun skal hente medicin til sin søn. Her fortæller hun, at det altid er hende, der doserer sønnens medicin, for ellers får han ikke taget den rigtigt. Bag skranken står Stine Matthiesen, farmakonom og dosisansvarlig på Vojens Apotek.
“Jeg siger til moren, at det er godt, at hun hjælper sin søn med medicinen, men at hun skal vide, at apoteket faktisk kan hjælpe hende med at pakke medicinen, så hun ikke selv skal stå med ansvaret. Det er en mulighed, hun slet ikke har hørt om, men hun synes, det lyder godt, og så får vi sønnen på dosispakket medicin”, fortæller Stine Matthiesen.
Bredere målgruppe
Historien er et godt eksempel på, hvordan apoteket i Vojens igennem flere år har arbejdet målrettet med at udvide målgruppen for dosispakket medicin til ikke bare at omfatte ældre borgere i hjemmeplejen eller på plejehjem, men også både yngre mennesker og mere selvhjulpne ældre, som bor i eget hjem, og som også skal have tilbuddet.
“Dagligt henleder vi ved skranken opmærksomheden på muligheden, hvis vi kan se, at det kunne være en fordel for den kunde, vi står med. Kriterierne for, hvornår vi foreslår det, er ikke håndfaste. Det er naturligvis oplagt, når man tager meget forskellig medicin, men det er ikke sådan, at man skal tage et bestemt antal præparater eller være over en bestemt alder, for at vi tilbyder dosispakning. Vi gør det, når vi fornemmer, at kunden har problemer med at finde rundt i navnene på medicinen, har svært ved at håndtere blisterpakninger, ofte glemmer at få fornyet recepten, og i det hele taget har udfordringer med håndteringen af medicinen”, siger Stine Matthiesen.
Den særlige indsats betyder, at Vojens Apotek nu har 200 borgere i alle aldre, der får dosispakket medicin, som de selv eller deres pårørende henter på apoteket. De udgør hele 60 % af det samlede antal dosiskunder på apoteket. Det er en usædvanlig høj andel sammenlignet med landets øvrige apoteker, hvor dosispakket medicin typisk leveres via hjemmeplejen eller et plejehjem. Kun 16 % af de 200 selvhentende kunder har hjælp til medicinhåndtering fra hjemmeplejen. Resten klarer det selv - eventuelt med støtte fra pårørende.
Nemt og overskueligt
I sommer satte farmaceut Mette Gram-Hansen og farmakonom Stine Matthiesen sig for at undersøge, hvad de kunder, der afhenter den dosispakkede medicin, mener om ordningen, og hvad de får ud af den.
I forbindelse med udlevering af dosisrullen i skranken var hele personalet med til at indsamle data. Næsten alle 200 kunder var repræsenteret i undersøgelsen, og der kom mange kommentarer, som med Mette Gram-Hansens ord var nærmest overvældende positive.
Hun sætter nogle overskrifter på de mange tilbagemeldinger.
“Kunderne synes, det er nemt og overskueligt, de føler sig trygge, og så får dosispakningen dem til at føle sig mere selvhjulpne,” fortæller Mette Gram-Hansen.
40 % af dosisrullerne bliver afhentet af fx pårørende, venner eller naboer. Her er det dem, der henter, som har svaret.
”For dem er det trygheden, der fylder. Særligt hvis de hjælper deres pårørende med doseringen, er det en lettelse ikke at skulle tage ansvar for, at det er korrekt doseret”, siger Mette Gram-Hansen. Hun peger på, at prisen for at få pakket sin medicin ifølge tilfredshedsundersøgelsen ikke er noget, der fylder hos kunderne.
“Ingen i undersøgelsen har nævnt prisen. Mange, der ikke kender ordningen, går rundt og tror, at dosispakket medicin er dyrt. Men fakta er, at prisen på pakningen indgår i tilskudssystemet. Vores tommelfingerregel er, at det koster 1 krone om dagen. Og har kunden også helbredstillæg, koster det cirka 1 krone om ugen”, siger Mette Gram-Hansen.
Tættere på kunderne
Det er ikke kun kunderne, der har stor gavn af dosispakket medicin. Også apoteket har fordele af ordningen.
“Efter at håndteringen af dosispakket medicin er blevet koblet op på det Fælles Medicinkort (FMK) kan vi pakke direkte ud fra de data, som lægen har angivet. Det øger patientsikkerheden, at apoteket kan pakke direkte fra lægens data. Og så giver dosispakningen kunden langt bedre forudsætninger for at tage medicinen korrekt”, siger Mette Gram-Hansen.
Stine Matthiesen supplerer sin kollega: “Vi kommer også tættere på vores kunder og lærer dem bedre at kende. Det giver os større mulighed for at hjælpe og rådgive dem, og det er nemmere at opdage fejl”, siger hun.
Stort potentiale
Fordi man på Vojens Apotek igennem mange år har arbejdet med dosispakket medicin til kunderne, er der mange, der kender til muligheden og fx har en i deres omgangskreds, som får pakket medicinen og dermed slipper for at tænke på recepter og svære præparatnavne, forklarer Stine Matthiesen.
“Men mange andre steder har kunderne givetvis ikke et stort kendskab til ordningen, som så naturligt nok heller ikke bliver brugt så meget,” siger hun.
Både Mette Gram-Hansen og Stine Matthiesen mener derfor, at der er et stort potentiale i at få flere kunder over på dosispakket medicin, som de selv sørger for at få hentet på apoteket.
“Vi synes, at vi må have en målsætning om, at alle kunder skal tilbydes dosispakning, når det er relevant. Det vil kræve, at vi får gjort flere kunder opmærksomme på, at ordningen eksisterer, og det forudsætter også, at apotekspersonalet får mere viden om ordningen, og at den rent faktisk kan bruges af alle. Man behøver ikke at være gammel eller bo på et plejehjem” siger de to kolleger samstemmende.
Dosispakket medicin er emnet for apotekernes sundhedsfaglige kampagne i maj. Kampagnen skal give borgere og pårørende kendskab til dosispakket medicin
"Er meget glad for dosisordning. Jeg er tryg ved, at min mor på 84 år får medicinen taget rigtigt."
"Min mand på 94 år får dosispakket sin medicin, og jeg hjælper ham - hjemmehjælperen har så travlt. Jeg overvejer også selv at få pakket. Det er så svært at få fat på lægen."
"Jeg strittede imod, da apoteket foreslog mig dosispakning. Men hvor er jeg glad for det nu. Jeg vil hellere bruge min tid på noget andet end at dosere medicin."