Gå til indhold
Udland

Man kan godt føle sig isoleret i rollen som apoteker

At være apoteker er ikke for de sarte, lyder det fra apoteker Daragh Connolly. Alligevel nyder han sit arbejde, fordi han sammen med sit team oplever at gøre en forskel for befolkningens sundhed.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

apoteker-irland.jpg Daragh Conolly, Apoteker på Haven Pharmacy

Hvad er det bedste ved at være apoteker?
Jeg er apoteker i tredje generation, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg nyder, at jeg kan gøre en forskel for sundheden i lokalsamfundet, hvor jeg praktiserer, og jeg nyder at arbejde med mit dygtige team. Og ikke mindst, at jeg har min selvstændighed i forhold til at drive apoteket.

Hvilke udfordringer oplever du i dit job?
At være apoteker er ikke for de sarte. Vores akilleshæl som profession er, at vi gerne vil kontrollere og styre alt på mikroniveau. Jeg tror, det kommer af måden, vi er uddannet på, og den måde, hvorpå vi bliver reguleret som sektor. Mange apotekere finder sig aldrig til rette i rollen som leder. Uden et godt team og en struktureret arbejdsgang kan man godt føle sig meget isoleret i rollen som apoteker, selvom man faktisk er omgivet af folk, som kan hjælpe. Jeg har lært, at det er meget vigtigt, at man som leder kan skabe struktur, uddelegere opgaver, og at man har tillid til sit team. Den indsigt har været med til at styrke mit lederskab.

Er det svært at rekruttere personale?
Ja og nej! Jeg har et meget stabilt og sammentømret team, men barsel og sygdom kan hurtigt forstyrre vagtplanen. Jeg har store forventninger til mit personale, og de har det samme til mig. Personalet har brug for de rette rammer for at kunne yde deres bedste.

Hvilke services er du som apoteker mest stolt af at tilbyde?
Som apoteker har vi fire kerneopgaver: kontrol, udlevering, dispensation og administration af medicin. Jeg er mest stolt af at udføre alle fire opgaver på daglig basis og på den måde bidrage til borgernes sundhed ved at sikre, at de har adgang til korrekt, sikker og omkostningseffektiv medicin. Vi må som apotekere kæmpe for, at borgerne får endnu større adgang til sundhedsydelser på apoteket i fremtiden, og vi skal blive ved med at uddanne os, så vi fortsat kan bidrage til borgernes sundhed.

Hvordan håber du, at de irske apoteker ser ud i fremtiden?
Vi irske apoteker bliver, ligesom apoteker på globalt plan, nødt til hele tiden at imødekomme borgernes behov og forventninger, hvis vi vil bevare vores relevans. Vi har altid været gode til at tilpasse os ny teknologi og gå forrest i forhold til at integrere den på apotekerne. Jeg ønsker, at vores praksis fortsat reflekterer borgernes behov, og jeg ser frem til fortsat at servicere borgerne både på vores fysiske apotek og online. Det er en interessant udvikling, at vi i dag både kan servicere borgerne fysisk og virtuelt.

Hvad ønsker du dig på vegne af apotekssektoren?
Jeg har praktiseret i 25 år og har haft fornøjelsen af at opleve en masse forandringer. Jeg ønsker, at apotekerne bliver ved med at vokse og dygtiggøre sig, så vi står så stærkt som muligt. Jeg ønsker, at befolkningen kan få gavn af vores ekspertise, som støtter dem i selv at tage del i deres egen sundhed. Jeg ønsker, at vi som profession i højere grad bliver anerkendt som en del af sundhedsvæsnet, så vi kan bygge et bæredygtigt erhverv, som beror på en positiv praksis.

Daragh Conolly

  • Apoteker på Haven Pharmacy i Kildare, som ligger sydvest for Dublin.
  • Uddannet farmaceut i 1996. Han er som tredje generations apoteker gået i fodsporene på sin far og bedstemor. I dag har han otte ansatte på sit apotek.
  • Apoteket er en del af kooperativet Haven Pharmacy, som består af en række selvstændige apoteker fordelt over hele Irland.