Gå til indhold
Ny apoteker

Ny apoteker: Hvis vi ikke står sammen om at udvikle sektoren, risikerer vi at blive disruptet

Efter næsten fem år som direktør for Pfizer i Frankrig vender Henriette Dræbye Rosenquist tilbage til Danmark som apoteker på Espergærde, Fredensborg og Humlebæk apotek.

TRINE GANER

ny-apoteker---henriette-draebye-rosenquist.jpg Henriette Dræbye Rosenquist, apoteker på Espergærde, Fredensborg og Humlebæk apotek.

Fra internationalt topjob i medicinalindustrien til apoteker i Nordsjælland. Hvorfor?
Efter rigtig mange spændende år i industrien var jeg for nogle år siden tæt på at søge en apoteksbevilling. Men så fik jeg tilbudt et job som landedirektør for Pfizer i Frankrig. Det kunne jeg ikke sige nej til, den udfordring ville jeg gerne påtage mig. Efter fem år i Frankrig skulle vi nu hjem til Danmark og få familien samlet igen. Så nu var tidspunktet rigtigt.

Hvor længe har du vidst, at du ville være apoteker?
Jeg har nok altid gået med den i maven. Jeg er vokset op med en far, Nils Dræbye, der var apoteker på Axeltorvs Apotek i Helsingør, hvor jeg igennem årene var direkte eller indirekte involveret i apoteksdriften. Det ligger i familien. Jeg fik min jus på Næstved Svane Apotek og har også arbejdet i ferierne på Hellerup Apotek.

Hvordan ser apotekssektoren i Danmark ud, når du kommer ind i den udefra?
Der er sket meget, siden sidst jeg arbejdede på apotek. Især har digitaliseringen betydet forandringer. Recepturen er jo flyttet ud i skranken. Og så er jeg glad for udviklingen med muligheden for at arbejde med de nye sundhedsydelser. Det skal vi have mere af. Vi har så dygtige medarbejdere på apotekerne. Deres kompetencer skal udnyttes. Det kræver jo dog, at vi kan rekruttere medarbejdere. Hele rekrutteringssituationen er en stor udfordring lige nu, som vi skal have løst.

Er der noget, som har overrasket dig?
Nu er det hele meget nyt endnu, men jeg kan allerede fornemme, at der er mere konkurrence apotekerne imellem, og man holder kortene tæt til kroppen. Det er stadig uvant for mange. Jeg oplever, at apotekere er bange for, at kollegaerne tager deres medarbejdere eller kunder. Sådan tænkte man også i medicinalindustrien for 10-15 år siden. Men i industrien har man fundet ud af, at man som konkurrenter også vinder ved at samarbejde på sundhedsområdet. For eksempel det at løse problemstillinger for bestemte patientgrupper og borgere. Det samme tror jeg, at apotekerne er nødt til, og det ville gavne apotekssektoren.

Hvorfor er det vigtigt, at apotekerne samarbejder?
Vi er nødt til at have et forum, hvor vi kan diskutere vores fælles udfordringer. Det gælder blandt andet rekruttering af medarbejdere, innovation, digitalisering og brug af kunstig intelligens, som kommer til at fylde meget i fremtiden. Hvis man er bange for at åbne flankerne, og kun ser hinanden som konkurrenter, synes jeg det er ærgerligt. Vi er en lille branche. Hvis ikke vi står sammen om at udvikle sektoren, risikerer vi at blive disruptet.

Hvad tager du med fra dine år i Frankrig?
Jeg har lært meget i løbet af mine fem år som direktør i Frankrig. Ledelseskulturen er en anden. Og så er Frankrig et multietnisk samfund. Der er man nødt til at tage hensyn til hinanden på tværs af kulturelle baggrunde. Det kan vi godt lære noget af i Danmark. Diversitet i medarbejdergruppen udfordrer ledelsesmæssigt, men det er en kæmpe styrke. Diversiteten giver bedre resultater. Også på apotekerne, hvor vi jo heldigvis har mange medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk. Diversitet giver masser af kompetencer, som vi skal blive meget bedre til at udnytte.

Henriette Dræbye Rosenquist

  • 2023: Apoteker Espergærde, Fredensborg og Humlebæk apotek
  • 2018-2023: Administrerende direktør for Pfizer Frankrig
  • 2014-2018: Administrerende direktør for Pfizer Danmark & Island
  • 2003-2014: Forskellige nationale og internationale, kommercielle og market access stillinger hos Pfizer
  • 1996-2003: Abbvie i forskellige kommercielle stillinger i Danmark og Norge
  • Desuden erfaring med bestyrelsesarbejde i blandt andet Dansk Industri, Lægemiddelindustriforeningen, biotekvirksomheden GUBRA og Women in Life Science Denmark