Gå til indhold
Sundhed

Ny sundhedsfaglig kampagne på vej

Sundhedsfaglig kampagne om øjne giver borgerne viden om, at det betaler sig at give øjnene opmærksomhed, hvis man vil bevare synet hele livet. For synet kan godt ændre sig, uden at man lægger man mærke til det.

STINE FABRICIUS

hold-oeje.jpg

Man mister ikke livet, fordi man mister hele eller dele af sit syn, men man mister noget af sin livskvalitet, hvis man for eksempel ikke længere kan køre bil, læse bøger eller skelne ansigter. Derfor skal man holde øje med øjnene, så man opdager synsforandringer og dermed kan få den rette hjælp i tide. Sådan lyder hovedbudskabet i apotekernes kampagne om øjne, der kører i marts og maj måned.

Kampagnen er lavet i samarbejde med Øjenforeningen, der har bidraget med faglig sparring og er medafsender på både plakater og folder. Foreningens direktør Marijke Vittrup er glad for samarbejdet, fordi apoteket er en vigtig medspiller, når det handler om, at flere skal kunne se hele livet.

”Det er vigtigt for os at samarbejde med andre aktører, for kun på den måde kan vi sikre, at budskaberne om, hvordan man passer på øjnene og synet hele livet når ud til alle dem, der har behov for det. Apotekerne er en særlig vigtig samarbejdspartner. Det er her, borgerne kommer, og apoteket er et relevant sted at søge information og få hjælp til blandt andet brug af øjendråber.”

Marijke Vittrup er desuden begejstret for, at der udover materiale til borgerne også er udviklet materiale til personalet på apotekerne, så de kan genopfriske deres viden om blandt andet øjensygdommene grå stær, grøn stær og AMD.

”Det er fantastisk, at de resultater, der kommer ud af den forskning, Øjenforeningen støtter, også bliver formidlet videre til apotekets personale. Faktisk er det helt afgørende, for det er jo dem, der hver dag møder borgerne og derfor har muligheden for at gøre en kæmpe forskel,” siger Marijke Vittrup.

En vigtig opgave
Også Apotekerforeningen er glad for samarbejdet. Ifølge sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard giver det mening, at apotekerne, som en del af sundhedsvæsnet, bidrager til at passe på danskernes syn.

”Hvert år er 95 procent af alle voksne danskere i kontakt med apoteket, og for mange af dem er det første møde med sundhedsvæsnet. Derfor er en vigtig opgave netop at tale med borgerne om synet og få henvist dem videre, som viser tegn på synsnedsættelse og øjensygdom, så den rette behandling kan opstartes i tide,” siger Birthe Søndergaard.

På medlemsnettet kan du læse mere om kampagnen og finde materialer, som I på apoteket kan benytte jer af for at sætte fokus på øjnene.

NY FILM 

Hvorfor sundhedsfaglige kampagner?
De sundhedsfaglige kampagner er vigtige for både det enkelte apotek og for sektoren som helhed. Det er budskabet i en ny film, der ligger på medlemsnettet. Filmen forklarer blandt andet, hvordan kampagnerne kan bruges som et aktiv i apotekets markedsføring og som branding overfor borgerne.

Se videoen her