Gå til indhold
Udland

Jeg håber, det bliver muligt for os at udskrive medicin for ikke alvorlige lidelser

Det kan lyde paradoksalt, at en farmaceut skulle ønske at udlevere mindre medicin i fremtiden, men Majken Juul Jensen ser et stort potentiale i, at apotekerne også kan hjælpe med at forbygge livstilssygdomme, så der bliver brug for mindre medicin i fremtiden.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

majken-juul-jensen.jpg Majken Juul Jensen er uddannet farmaceut i 1995 på det, der dengang hed Danmarks Farmaceutiske Højskole i København. Hun har tidligere været bestyrer på Østerfælled Torv Apotek i København. I dag arbejder hun som farmaceut på Apotheek IJsselmuiden, som ligger i Holland, lidt over en times kørsel fra Amsterdam.

Hvorfor synes du, det er meningsfuldt at arbejde på et apotek?
Jeg sætter pris på den direkte kontakt, jeg har til patienterne, hvor jeg rådgiver dem om deres medicin. Jeg elsker afvekslingen i mit job. Der sker noget nyt hver dag. I dag startede jeg dagen med at tjekke op på dosisdispensering. Derefter har jeg haft et møde med nogle læger og fysioterapeuter i forbindelse med, at vi skal lave en fælles projektplan for, hvordan man bedst nedtrapper antidepressiv medicin. Derefter har jeg brugt tid på at finde alternativer til medicin, som er i restordre gennem vores database.

Hvilke udfordringer oplever du i dit arbejde?
Lige nu bruger vi meget tid på at finde alternative præparater på grund af forsyningssvigt. Der mangler folk i sundhedssektoren, og derfor føles det lidt håbløst, at vi bruger vores tid på logistik i stedet for sundhedsrelaterede problemer.

Jeg ved, at personalemangel er et generelt problem på mange apoteker, men det oplever vi heldigvis ikke på vores apotek. Her uddanner vi mange apoteksassistenter og har et godt og stabilt personale.

Hvordan håber du, at de hollandske apoteker vil udvikle sig i fremtiden?
Jeg håber, det bliver muligt for os at udskrive medicin for ikke alvorlige lidelser i fremtiden, som man gør i England. Og selvom det kan lyde paradoksalt at sige for en farmaceut, så har jeg et ønske om, at vi får et større tværfagligt samarbejde omkring sund livsstil, så vi kan hjælpe patienterne med at tage mindre medicin i fremtiden. Det er faktisk allerede muligt at uddanne sig til ”livsstils-farmaceut”, hvor man får nogle redskaber til at rådgive borgerne om blandt andet sund kost og motion. Det er en rigtig spændende udvikling.