Apoteker Ulrik Hjelme skaber netværk mellem sine egne medarbejdere og medarbejdere på andre apoteker. Idéen er, at de faglige teams kan spørge hinanden til råds og udveksle erfaringer. Videndeling er også kompetenceudvikling, og i sidste ende er man med til at styrke apotekssektoren. mener han.
For nylig tog du tre medarbejdere ud af skemaet, så I sammen kunne bruge dagen på et andet apotek i Næstved. Hvorfor?
Jeg gjorde det for at åbne dørene for nogle nye netværk til mine medarbejdere. Netværk behøver ikke være med apoteker tæt på. Jeg tog afsted med apotekets butiksansvarlige, souschefenog så skulle vores robotansvarlige også have været med, men vedkommende blev desværre syg på dagen. Idéen var at få introduceret mine medarbejdere for de medarbejdere på Næstved Apotek, som har lignende ansvarsområder, så de på den måde kunne udveksle erfaringer og få etableret en kontakt, som de kan bruge fremadrettet.
Hvad kom der ud af besøget?
Vi fik blandt andet kigget på, hvordan Næstved Apotek har arbejdet med deres apoteksindretning, og så fik vi en introduktion til den dosisrobot, som vi også selv er i gang med at teste. Næstved Apotek har nemlig været med som ’prøveklud’ på projektet fra starten, så de er et skridt længere fremme end os og kunne derfor dele ud af deres erfaringer.
Hvorfor er det vigtigt for dig, at dine medarbejdere har sådanne netværk?
Jeg har syv afdelinger i alt, så jeg kan ikke være nede i hver et hjørne af alle afdelinger. Derfor er det vigtigt, at jeg er god til at uddelegere opgaver, og ikke mindst ansvar, til mine medarbejdere, så de selv kan løbe projekter i gang og selv kan finde svar, hvis der er noget, de er i tvivl om. Netværkene gør, at medarbejderne har andre, de kan spørge til råds i stedet for, at de hver gang skal komme til mig.
Hvad synes dine medarbejdere om netværksarbejdet?
Mit indtryk er, at de synes, det er sjovt og en god måde at kompetenceudvikle sig på. De får meget ud af at se, hvordan de gør tingene på et andet apotek, og så sker det sommetider, at de møder nogen, som de kender, eller har gået i skole med, og man får skabt en relation. Det at vi mødes fysisk, og får sat ansigt på hinanden, gør det nemmere efterfølgende at tage kontakt, når der er noget, man gerne vil vende. Jeg har også bemærket, at de pågældende medarbejdere ofte refererer til de her besøg, også i lang tid efter. Så det er noget, som gør indtryk.
Hvilke udfordringer kan der være i forbindelse med netværksarbejdet?
Selvom vi har arbejdet med netværk i flere år, så skal jeg stadigvæk minde mine medarbejdere om, at de skal bruge dem. Når de kommer og spørger mig om noget, siger jeg ofte: ”hvorfor ringer du ikke til den eller den på det apotek og spørger – jeg ved, at det er noget, de har arbejdet med’. Jeg skal løbende minde dem om, at det er ok, ja faktisk kun godt, hvis de selv kan finde svar på deres spørgsmål gennem deres netværk, og at de ikke behøver at spørge mig om lov først.
Kan man sige, at netværkene er med til at give et praksisnært kompetenceløft til medarbejderne?
Ja, det kan man godt. For eksempel er mine farmaceuter dygtige til at sætte nye projekter i gang, og når man skal til at gøre noget på en ny måde, eller til at arbejde med noget nyt, så kan det jo være oplagt at finde et kursus, som klæder en på til opgaven, men her vil jeg godt slå et slag for, at man også kan bruge sit netværk til at indhente viden.
Har du haft betænkninger ved at skulle dele viden med andre apoteker?
Nej, egentlig ikke. Man skal selvfølgelig have respekt for andres ”forretningshemmeligheder”, hvis de har sådan nogle. Men helt overordnet mener jeg, at det er alfa og omega for branchen, at vi kan dele viden og inspirere hinanden. Det er den eneste måde, vi i fællesskab kan udvikle sektoren på, så den står endnu stærkere i fremtiden.
Vil du anbefale det til andre?
Ja, jeg synes det er virkelig godt givet ud. Jeg har gjort meget ud af at informere hele apoteket om de her netværk. På den måde er det nemmere at tage medarbejdere ud af vagtplanen, og kollegaerne, som er tilbage, er spændt på at høre, hvad de pågældende medarbejdere kommer tilbage med.