På apoteker Ulrik Hjelmes i alt seks apoteksenheder er teamet af ikke-apoteksfaglærte medarbejdere en vigtig del af den daglige drift, og han ser gerne, at de i fremtiden kan varetage endnu flere opgaver.
Det er ikke svært at finde dygtige og stabile ikke-apoteksfaglærte medarbejdere, og det er apoteker Ulrik Hjelme glad for. Han oplever nemlig, at de bidrager positivt til den daglige drift.
Selvom de allerede tager sig af mange forskellige opgaver, ser han gerne, at de i fremtiden kan varetage endnu flere. I den forbindelse vil det være en fordel, hvis ikke-apoteksfaglærte får adgang til FMK, så de kan besvare telefonopkald om ikke-faglige spørgsmål, som for eksempel status på recepter, lyder det fra Ulrik Hjelme.
”Jeg vil tro, at vi har telefonopkald svarende til ca. to fuldtidsstillinger, hvis man lægger alle enhederne sammen. Det er noget, der tager tid fra andre opgaver på apoteket,” siger han.
Flere opgaver i fremtiden
I dag tager servicemedarbejdere sig af en lang række opgaver som blandt andet forsendelse, logistik og kampagner, men Ulrik Hjelme forestiller sig, at rækken af opgaver kun bliver længere i fremtiden.
”Jeg ser det simpelthen som en nødvendighed for at få dagligdagen til at hænge sammen. Vi har nogle lidt tunge arbejdsgange på apoteket, så det kræver en indsats fra ledelsens side at få oplært ikke-apoteksfaglærte medarbejderne. Men i sidste ende er det godt givet ud, fordi det frigiver tid for farmaceuter og farmakonomer,” siger han.
Særligt håndteringen af restordre er en opgave, som stjæler meget af de apoteksfaglærtes tid, og derfor er det en stor hjælp, at servicemedarbejderne kan tage sig af nogle af de andre opgaver, som ikke kræver en apoteksfaglig baggrund, fortæller han.
De ikke-apoteksfaglærte medarbejdere er en vigtig del af teamet, og han oplever også, at både farmakonomer og farmaceuter sætter stor pris på den tid, som de frigiver hos dem.