Gå til indhold
Apotekerforeningen

Apotekerkonference i fællesskabets navn

Årets apotekerkonference blev afholdt under overskriften ’Fælles om fremtiden’. 113 apotekere deltog.

TRINE GANER

salen.jpg INPUT. Der var både mulighed for at lytte og selv at bidrage på årets apotekerkonference, som samlede 113 apotekere i Vejle.

Hvordan dyrker og styrker vi fællesskabet i foreningen? Hvordan får vi apotekerne spillet på banen i et nyt sundhedspolitisk landskab? Skal vi interessere os mere for bæredygtighed og grøn omstilling? Og hvordan ser det ud med apotekernes økonomi i en helt ny styringsmodel?

Det var nogle af de spørgsmål, de 113 deltagere brugte halvanden dag på at drøfte, da årets apotekerkonference blev afholdt på Munkebjerg Hotel i Vejle den 26. og 27. november.

På konferencens første dag var det foreningsfællesskabet, der var i fokus. Til at hjælpe deltagerne var Nadja Pass, der igennem mange år har arbejdet med at facilitere samtaler og fællesskaber for bl.a. organisationer, kommuner og ministerier.

Hun fik deltagerne til at reflektere over det gode foreningsfællesskab, med både sig selv og hinanden, og ikke mindst over, hvordan de selv kan bidrage til det. På det kommende dialogmøde i kredsbestyrelserne i januar arbejdes der videre med nogle af de input, der kom frem i drøftelserne.

inge-trine-svanborg-mfl.jpg SAMTALE. Deltagerne udforskede sammen foreningsfællesskabet i konferencens første tema.

Ingen nævneværdige problemer
Dernæst var det apotekernes position i et reformeret sundhedsvæsen, der var på dagsordenen.

Sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg kom og delte sin viden om de udfordringer, der søges løst med den nye sundhedsreform, som regeringen og et flertal i Folketinget for nylig kunne præsentere. Jakob Kjellbergs indlæg var baseret på hans arbejde i sundhedsstrukturkommissionen, der har leveret de anbefalinger, der ligger til grund for reformen.

På spørgsmålet om, hvorfor apotekerne ikke er nævnt i reformen, var Jakob Kjellbergs pointe klar: Når man som sundhedsstrukturkommissionen kun har et år til sit arbejde, tager man fat på de problemer, der er mest påtrængende. Og det er for nuværende den manglende lægedækning i de områder, hvor folk er mest syge. Så når apotekerne ikke er nævnt i reformen, er det fordi, der ikke er nogen nævneværdige problemer, lød budskabet.

Jakob Kjellberg understregede i øvrigt, at de kommende sundhedsråd er det rette sted at søge indflydelse for apotekerne. Modsat sundhedsklyngerne har de penge at administrere, hvorfor de, i følge professorens forventning, får langt større indflydelse.

jakob-kjellberg.jpg INDFLYDELSE. De nye sundhedsråd bliver indgangen til samarbejde med andre aktører i sundhedsvæsenet, lød en af pointerne fra professor Jakob Kjellberg i hans oplæg om det reformerede sundhedsvæsen på konferencens første dag.

Sundhedsydelser på trapperne
Herefter tog sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen Birthe Søndergaard over og gjorde rede for de ændringer i sundhedsydelserne, der er på trapperne. Det gælder bl.a. medicinsamtaler foretaget af farmakonomer og en udvidelse af målgrupperne for compliancesamtaler.

Som en del af indlægget blev vist korte film, hvor først Baris Atalay, apoteker på Ringsted Apotek, delte erfaringer med apotekets rolle i projektet Fællesskabsby Ringsted, og dernæst Louise Vorbeck, apoteker på Maribo Apotek, fortalte om, hvordan hun arbejder strategisk med sundhedsydelser – herunder undervisning i kommunen.  

mia-og-asger-p-scenen.jpg GRØN DAGSORDEN. Det handlede om bæredygtighed og grøn omstilling, da Lotte Hansen fra Hansen & Ersbøll Agenda holdt oplæg på konferencens anden dag. Her er det bestyrelsesmedlemmerne Mia Bendix Andersen og Asger Rosenkilde Mortensen, der bidrager til debatten om apotekernes ansvar for bæredygtig drift og udvikling.

Bæredygtighed på apoteket
Dagen efter kom Lotte Hansen fra Hansen & Ersbøll Agenda, som hjælper virksomheder med bæredygtig omstilling. Hun tegnede i sit oplæg et billede af jordens aktuelle tilstand med blandt andet klimakrise og biodiversitetskrise. Herefter fortalte hun om de nye krav til bæredygtighedsrapportering, som store virksomheder lige nu mødes af, og om, hvordan andre brancher arbejder med grøn omstilling. 

At den grønne dagsorden har indfundet sig på i alt fald nogle apoteker, vidnede en lille film med Tine Klingsten Nielsen, der er apoteker på Middelfart Apotek, om. Hun fortalte, hvordan hun arbejder med både miljømæssig og social bæredygtighed på sit apotek.

Efter debat ved bordene var der opsamling i plenum, der med få undtagelser vidnede om generel opbakning til, at apotekerne har et ansvar og bør forholde sig til bæredygtighed og grøn omstilling. 

anja.jpg

Status på bruttoavanceforhandlinger
Og endelig blev det tid til konferencens fjerde tema, der handlede om de forandringer i apotekernes økonomimodel, som er på vej. Formand Jesper Gulev Larsen viste en kort film produceret til lejligheden, som redegjorde for apotekernes nuværende økonomimodel. Herefter gav han en status på de igangværende bruttoavanceforhandlinger mellem Apotekerforeningen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

For yderligere udredning overtog viceadministrerende direktør Dan Asmussen stafetten og gik i dybden med de tekniske og økonomiske detaljer.

Der var stor spørgelyst og generel opbakning til bestyrelsens linje i forhandlingerne.

jesper-gulev-larsen.jpg (6) I SPIDSEN. Forhandlingerne om ny bruttoavanceaftale for apotekerne er i fuld gang, kunne formand Jesper Gulev Larsen fortælle på konferencens anden dag, hvor temaet om apotekernes fremtidige økonomi blev foldet ud.

Vil du se film og slides fra konferencen?
Film og slides fra konferencen findes på medlemsnettet under Apotekerkonferencen 2024.  

Materialer fra konferencen findes på medlemsforum 

oevelse-ved-toerresnor.jpg DET GODE FÆLLESSKAB. Som en del af konferencens tema om foreningsfællesskabet fik deltagerne til opgave at give deres bud på, hvad der bør kendetegne fællesskabet i foreningen.