Gå til indhold
Kommunikation

Rundtur på apoteker skal kvalificere udvikling af nyt medlemsnet

Interview med apotekere fra alle kredse skal kvalificere, hvordan der kan skabes endnu mere transparens og involvering via et nyt medlemsnet - kun for apotekere.

MERETE WAGNER HOFFMANN

medlemsnettet.jpg FOTO: HANNE LOOP

Nogen foretrækker at læse nyt fra Apotekerforeningens bestyrelse på skærmen – andre printer og tager det med hjem for at læse det i sofaen. Nogen får (og læser) hver morgen notifikationer i deres indbakke med de seneste nyheder fra medlemsnettet – andre har slået notifikationerne fra og går selv løbende ind på medlemsnettet og tjekker nyheder. Og så er der dem, der overlader den slags til medarbejderne.

Hverdagen på apotekerne er meget forskellig, når det handler om, hvordan man får information fra Apotekerforeningen – og hvornår. Det viser en interviewrunde blandt apotekere fordelt i hele landet. Her har medarbejdere fra sekretariatets kommunikationsområde været forbi for at spørge ind til, hvordan information fra foreningen indgår i apotekerens hverdag.

”For at kunne optimere medlemskommunikationen er det af stor værdi konkret at opleve, hvordan medlemmerne tilgår og bruger den kommunikation, som udgår fra foreningen. Og selv om vi kan konstatere, at der er ret forskellig praksis rundt omkring, så er der også meget, som samler og er ens. De ønsker, der er til medlemskommunikationen, peger også meget i samme retning,” siger kommunikationsdirektør Lene Lund Hansen.

Transparens og involvering efterlyses
Baggrunden for besøgsrunden på apotekerne er, at der på foreningsdagen i foråret blev efterlyst hyppigere kommunikation, mere organisatorisk transparens og højere grad af involvering. Ønsket var især knyttet til den medlemskommunikation, som sekretariatet dagligt sender ud til apotekerne via medlemsnettet, mails, nyhedsbrev med mere.

”Det er vi derfor i fuld gang med at gøre endnu bedre. Det er heldigvis vores indtryk, at vi er godt på vej med blandt andet den hyppigere kommunikation det seneste halve år og den mere involverende måde, vi holder generalforsamling på. Det indtryk har vi fået bekræftet af vores interview. Men vi kan helt sikkert blive endnu bedre,” fortæller Lene Lund Hansen.

Effektiv kommunikationskanal
De mange input fra interviewrunden skal bl.a. bruges til at kvalificere arbejdet med at udvikle et nyt medlemsnet, der er forbeholdt apotekere. Det skal være en mere effektiv kommunikationskanal til viden, nyheder og værktøjer for apotekere, og det skal skabe et bedre rum for dialog og debat.

”Og når vi nu skal til at revidere medlemsnettet, er det nødvendigt at vide, hvad der virker for apotekerne, og hvad der kan blive endnu bedre. Tak til alle, der har bidraget,” slutter Lene Lund Hansen, som glæder sig til at dykke ned i de mange interessante input.

Det nye medlemsnet er endnu mest af alt streger på et tegnebræt men skal efter planen være klar i begyndelsen af det nye år.