Hanne Høje er farmaceut og souchef fra Glostrup Apotek, har været til FIP-kongres syv gange. Seks af de gange har hun været med en poster.
Hvordan var det at præsentere din poster i Sydafrika?
Det var en god oplevelse, og det er altid berigende at få nogle gode snakke med farmaceuter fra andre lande. Jeg havde travlt, fordi jeg var alene, og der var mange interesserede, som stillede spørgsmål, så jeg var på fra start til slut.
Hvorfor vil du opfordre andre til at bidrage med en poster?
Det er en fed indgangsvinkel til konferencen at stå med en poster. Man kommer til at snakke med rigtig mange farmaceuter fra hele verden. Posteren fungerer som et konkret afsæt, som gør, at man hurtigt kan skabe en dialog. Folk er altid meget interesserede og kommer og stiller spørgsmål til posteren. Samtidig vil de gerne dele deres egne erfaringer og fortælle, hvordan de selv gør. På den måde er det en god måde at få spejlet sin egen praksis og samtidig se den i et større perspektiv.
Har du et godt råd, hvis man gerne vil i gang med en poster til 2025?
Man skal huske, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang for at lave et projekt. Man kan i stedet tage udgangspunkt i noget af det, man allerede gør i dag, og spørge; ’Hvorfor er vi lykkedes godt med det her?’. Der er masser af forbedringsaktiviteter i gang på apotekerne. Det kan også være, at der er noget, man undrer sig over, og så er der garanteret andre apoteker, som undrer sig over det samme. Det er altid et godt sted at starte. Og så skal man bruge Netværk for Udvikling af Apotekspraksis. Der er masser af sparring at hente.
Hvorfor skal man overhovedet deltage i FIP?
Det er en unik mulighed for at møde fagfæller og få lov til at nørde igennem. Man bliver præsenteret for alle mulige spændende emner, som vedrører apoteksverdenen. I mange lande er apotekerne organiseret på en helt anden måde end i Danmark. På nogle områder er der store forskelle, men når det kommer til kerneopgaverne og den faglige passion for praksis, så har vi meget til fælles, og det er dejligt at opleve, at man kan spejle sig i sine internationale kollegaer.
Hvad tager du med fra FIP 2024?
Det var især spændende at høre oplæg om AI og om alle de muligheder, det giver for apotekssektoren. Det var meget motiverende, og det er en vogn, vi bare skal med på.
Har FIP påvirket dit syn på den danske apotekssektor?
Jeg er blevet bevidst om, at vi i Danmark er rigtig gode til at samarbejde på tværs i apotekssektoren og lave projekter, som udvikler sektoren. Den måde, hvorpå apotekerne er organiseret i Danmark, gør, at det er muligt. Der er mange lande, hvor udviklingsarbejdet ikke bliver prioriteret på samme måde, og det er noget, vi skal værne om.