Gå til indhold
FIP 2025

Det gav en faglig stolthed at fortælle om projektet til folk fra mange lande

Sara Al-Ameri farmaceut på Middelfart Apotek, deltog for første gang på FIP-kongres i 2024, hvor hun vandt 3. pladsen for bedste posterprojekt.

ANNE-SOPHIE RØMER THOSTRUP

sara-al-ameri-1.jpeg Sara Al-Ameri på FIP-kongres 2024 i Sydafrika.

Sidste år var første gang, du deltog på FIP – hvordan var det at præsentere en poster?
Det var en kæmpestor oplevelse at stå med en poster. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, men jeg vidste godt, at det var en stor og anerkendt konference. Det gav sommerfugle i maven, og lige inden præsentationen var jeg meget nervøs, men på den gode måde.

Var der mange interesserede, som kom forbi posteren?
Ja, der kom rigtig mange, som stillede spørgsmål til projektet. Både farmaceuter men også professorer, undervisere og folk fra fagforeninger. Det var virkelig en stor oplevelse, og jeg synes, det gav en faglig stolthed at stå og fortælle om projektet til folk fra så mange forskellige lande. Det er ca. tre år siden, jeg blev færdiguddannet. Under min studietid har jeg jo lavet mange fremlæggelser, men det var noget helt særligt at præsentere et ”rigtigt projekt” på en international konference

Har du et godt råd til, hvordan man kommer i gang med et projekt? Hvor skal man starte?
Det er en god idé at tage udgangspunkt i noget af det, man oplever i sin hverdag på apoteket. Man skal ikke tænke, at det skal være kæmpestort. Det kan være små ting, som kan være med til at gøre hverdagen lettere for kunderne. For eksempel er der mange kunder med gigt, som fortæller, at de har svært ved at få tabletter ud af blisterpakninger. Her kan man jo starte med at kortlægge, hvor mange det drejer sig om, og hvad der kunne hjælpe. Man kan også læse nogle af de mange abstracts fra tidligere posterprojekter for at hente inspiration.

Hvordan bevarer man overblikket i projektet?
Det er en god idé at vælge et fokuspunkt, så man ikke spreder sig over for meget. For eksempel gavner vores online tabel både kunderne, apoteket og lægerne, men vi valgte at fokusere på lægerne og undersøge, hvordan modellen gør deres hverdag lettere. Og så skal man huske, at et godt projekt ikke nødvendigvis behøver at bygge på en stor mængde data. Man kan i stedet tænke sit projekt i flere dele, som man kan bygge videre på gennem flere projekter.

Hvad tog du med hjem fra FIP 2024?
Det var spændende at møde så mange fagpersoner fra hele verden og høre, hvordan man gør på apoteker i andre lande. For eksempel fandt jeg ud af, at restordrer mest er en udfordring i Europa. Jeg talte for eksempel med en farmaceut fra Indien, som fortalte, at det slet ikke var noget, de havde problemer med. Det var også interessant at få et indblik i, hvordan apoteker fungerer i Sydafrika. Mange ting er anderledes, men der er også ligheder. For eksempel havde de også ApoBox, hvor kunderne kan hente deres medicin i en særlig pakkeboks, ligesom vi har i Danmark.

Har du et godt råd, hvis det er første gang, man skal deltage på konferencen?
Det er en kæmpestor konference med mange spændende oplæg. Man kan ikke nå det hele, så det er en god idé at kigge programmet igennem på forhånd og planlægge, hvad man gerne vil høre. Det er også en god idé at tilmelde sig nogle af de sociale middagsarrangementer. Det er hyggeligt og en god mulighed for at snakke og skabe netværk med de andre deltagere. Vi deltog for eksempel i en middag kun for apoteksfarmaceuter.