Gå til indhold
Livet med

Forstå borgere med osteoporose

STINE FABRICIUS

osteoporose

Sådan kan apoteket møde mennesker med osteoporose

  • Stå klar med viden. Apoteket kan være borgerens første møde med sundhedsvæsnet, efter at diagnosen er stillet. Mange vil have modtaget diagnosen på mail, telefon eller ved en kort samtale hos lægen og kan derfor have mange spørgsmål. Mange kan desuden være chokeret over diagnosen, fordi der ingen symptomer har været. Spørg ind til den enkeltes behov for viden, giv gerne skriftlig information med og fortæl, at man altid kan få mere viden, når man er klar til det.
  • Tal bekymringer for bivirkninger igennem. Nogen kan være i tvivl, om de har lyst til at tage den ordinerede medicin, fordi de har hørt om sjældne, men alvorlige, bivirkninger som kæbenekrose og atypiske knoglebrud. Det kan også være svært at forstå, hvorfor man skal tage medicin, hvis man ingen symptomer har.
  • Udvis optimisme. At få en osteoporosediagnose kan skabe mange bekymringer og frygt for (flere) knoglebrud. Hjælp med at bevare optimismen og motivationen ved at understrege, at det man kunne i går, kan man også i dag. Det, der har ændret sig, er, at der fremover måske skal tages nogle forholdsregler, og så er det vigtigt at huske, at medicin og knoglevenlig livsstil har stor betydning for sygdommens udvikling.
  • Vær nysgerrig på, hvordan det er at bruge medicinen. For nogen kan det være svært at få den særlige måde, medicinen skal tages på, til at fungere i praksis. Er det tilfældet, bør der henvises til lægen for dialog om eventuel anden behandling, der passer bedre til det liv, borgeren lever.

MYTER

  • "Osteoporose er en kvindesygdom!" Osteoporose kan ramme både mænd og kvinder, idet begge køn taber knoglemasse med alderen. Tabet er ca. 0,5-1 % om året, dog kan kvinder i årene efter overgangsalderen tabe helt op til 6 % knoglemasse årligt på grund af det drastiske fald i østrogen. Det skønnes, at ca. hver 3. kvinde og hver 6. mand over 50 år har osteoporose.
  • "Osteoporose rammer kun gamle mennesker!" Osteoporose kan opstå som følge af anden sygdom, hvorfor yngre mennesker også rammes. Det kaldes sekundær osteoporose og er årsagen til skøre knogler hos ca. en fjerdedel af alle kvinder med diagnosen, mens det tilsvarende tal for mænd er meget højere.

FAKTA

  • Ved osteoporose er knoglerne svækket indefra. Det betyder, at der lettere opstår brud særligt i underarmene, i håndleddet, i ryggen, i lårbenshalsen, i overarmen ved skulderen, i bækkenet og i ribbenene.
  • Osteoporose kan opstå, hvis man i ungdommen har opbygget for lidt knoglevæv eller senere i livet haft et for stort knogletab – eller en kombination af de to. Symptomer viser sig først, når der er opstået knoglebrud. Det kan f.eks. give smerter i ryggen, fordi der er opstået et brud på en ryghvirvel og derfor sket et sammenfald.
  • Har osteoporose ført til knoglebrud, er der øget risiko for nye brud, hvis ikke sygdommen behandles. De medicinske behandlinger kan nedsætte risikoen for brud med ca. 50 %. Det gælder også, hvis man har fået diagnosticeret osteoporose uden først at have haft et knoglebrud.
Kilde: Osteoporoseforeningen